Mennesket bærer på en længsel
– refleksion i adventstiden
En længsel bort fra noget, og hen til noget andet, til noget bedre, til noget større, til noget mere, til noget anderledes
en længsel efter meningen med livet,
en længsel der kan fylde sjælens tomhed,
en længsel efter at der er brug for os,
en længsel efter anerkendelse,
en længsel efter kærlighed.
Adventstiden er en tid af længsel
Vi længes efter:
at lyset kan holde de mørkeste tanker væk,
at juleaften bliver rar,
at vi kan slække på facaden, og turde være lidt mere os selv,
at vi kan være noget for hinanden,
Vi længes efter at være elsket.
Gud bærer også på en længsel.
Gud længes efter at komme os mennesker nær.
Han vil fælleskab med hver enkelt af os.
Mennesker vil gerne gå sine egne veje, men Gud elsker os
og prøver igen og igen at få kontakt.
Han kom til os som et menneske. Som et lille nyfødt barn. Født i en stald.
Gud vil bo iblandt os, han vil bo i vore hjerter.
Adventstiden er en tid med længsel men også en tid med forventning:
Vi tænder lys, og håber på at lyset vil skinne i mørket
»Jesus siger: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.««
Lader vi lyset lyse helt ind i sjælen, helt ind i hjertet, helt ind i den mørkeste krog? Tør vi åbne os for det lys der blev sendt i verden julenat?
Jesus siger: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.««
Anna Maria