Åndelig oprustning blev lanceret af undervisningsminister Mattias Tesfaye i januar i år
”Det er fint med militær oprustning, men hvis ikke der er en tilsvarende åndelig oprustning, så sikrer vi ikke Danmarks, Vestens og Europas suverænitet og sikkerhed.”
Mogens S. Mogensen on 10. september 2025
Og i går blev teologen Ida Auken så udnævnt til Socialdemokratiets ordfører for ”åndelig oprustning”. Men hvad er åndelig oprustning? Er det bare varm luft?
Tykke bøger og demokrati
Handler det, som Mette Frederiksen bl.a. har udtalt, om, at vi skal læse tykkere bøger og nyheder fra de etablerede medier i stedet for fake news på de sociale medier? Handler det, som Ida Auken bl.a. har udtalt, om at vi skal forstå, hvad vi kæmper for, når vi opruster militært? Handler det, som Mette Frederiksen også har udtalt, om, at folkekirken skal til at fylde noget mere? Eller handler det, som Ida Auken også har udtalt, om at styrke demokratiet?
I Kristeligt Dagblad i dag lover Ida Auken, at Socialdemokratiet med dette ordførerskab ”nok kommer tættere på en klar definition af åndelig oprustning”. I mellemtiden kan vi andre så overveje, hvordan vi kan forstå dette nye begreb, som åbenbart kommer til at fylde mere og mere i dansk politik. Og her kunne vi passende begynde med at overveje, hvad ordet ”ånd” kan betyde.
Hvad betyder ånd for Kirkegaard og Grundtvig
| Vi kunne spørge et par af de personer, som har betydet mest for den “åndslivet” i Danmark, nemlig Kierkegaard og Grundtvig. For Kierkegaard var begrebet ånd forbundet med selvet og selvbevidstheden. For ham var ånd noget man ’vorder’ (bliver). Det handlede om at blive eller komme til sig selv, og at blive sig selv var en omfattende proces, der skulle føre til større selvkundskab og selvindsigt. For Grundtvig var ånd det, der forbandt mennesket til Gud og andre mennesker gennem det levende ord. For ham var det først og fremmest i samtalen med andre, at den menneskelige ånd gav sig til kende. (Kilde: Joakim Garff og Kim Arne Pedersen i Rasmus Jensen, ”Hvad er ånd?”). |
Hvad betyder ånd for politikere
Handler politikernes tale om åndelig oprustning om at hjælpe danskerne til at blive sig selv, som Kierkegaard talte om, eller om at styrke danskernes forbindelse til Gud og andre mennesker gennem det levende ord, som Grundtvig talte om? Det er nok ikke sandsynligt, at åndelig oprustning skulle fokusere på at blive sig selv. Måske kan den åndelige oprustning have noget at gøre med at styrke forbindelsen mellem danskerne, men det er for Grundtvig forbundet med mennesket forbindelse til Gud, og det ligger nok uden for politikernes gebet.
Tre betydninger af åndelig oprustning hos Jørn Bjerre
Lektor i pædagogik Jørn Bjerre skelner mellem tre betydninger af begrebet åndelig oprustning. Jeg refererer her hans pædagogiske forklaring:
- Ånd har at gøre med ”menneskets evne til refleksion, selvkritik og til at forstå verden rationelt”.
- Ånd har at gøre med ”en relation til det hellige, til det, der overskrider det rent materielle og peger mod en ikke-empirisk, ikke-verificerbar verden”.
- Ånd har at gøre med ”kampånd, korpsånd eller holdånd – et forsøg på at styrke intern solidaritet gennem delte moralske følelser, loyalitet og fokus på fælles symboler.”
Handler det om kampånd?
Politikerne vil sikkert gerne fremme danskerens evne til ”refleksion, selvkritik og til at forstå verden rationelt”, men er det først og fremmest det politikerne tænker på, når de taler om åndelig oprustning. Men politikerne har nok ikke i sinde at fremme danskernes ”relation til det hellige”, og hvis ”åndelig oprustning” handler om det, så er der en fare for, at kristendom og kirke bliver instrumentaliseret til politiske formål. Måske handler den åndelige oprustning netop om en mobilisering, hvor der er fokus på danskernes kampånd og solidaritet.
Ånd og relation til det hellige
Men lad mig til slut vende tilbage til betydningen af ånd som relation til det hellige. Det er i Bibelens skabelsesberetning, vi først møder begrebet ”ånd”, når der står, at Guds Ånd svævede over vandene. Næste gang ,vi møder begrebet ”ånd”, er dér, hvor Gud blæser sin livsånde ind i mennesket, og mon ikke det var med ”varm luft”, at han blæste “ånd” ind i mennesket.
Så måske har åndelig oprustning virkelig noget at gøre med varm luft.
Christiansfeld, onsdag, den 10. september 2025
