Gerald og Sara flygtede fra stammekrig i DR Congo. I dag dyrker de to ældre grøntsager med støtte fra kirkelig hjælpeorganisation i Danmark. Deres historie illustrerer, hvor vigtigt det er, at danskere engagerer sig i udviklingshjælp.
Jeg ved ikke hvorfor det berører mig særligt at møde ældre flygtninge. Måske er det fordi jeg selv er ved at være oppe i årene. Når man har givet den bedste del af sit liv til familie, venner og samfund, bør man kunne trække sig tilbage og nyde de sidste år.
Men sådan er det ikke for 71-årige Gerald og hans kone Sara på 54. Jeg møder dem på en mark i den kæmpestore bosættelse Kyaka II i det vestlige Uganda. De er begge flygtninge fra DR Congo, hvor angreb fra nabostammen sendte dem på flugt.
Da krigerne angreb deres landsby med skarpladte rifler og svingende macheter flygtede Sara over hals og hoved med parrets børn. Men Gerald er noget ældre og kunne ikke komme afsted så hurtigt og blev derfor tæsket og taget til fange.
Her torturerede de ham for at han skulle angive, hvor hans familie og slægt befandt sig, og hvis ikke, så skulle han i hvert fald betale sig fri. Men da Gerald ingen penge havde, så skar de noget, jeg ikke skal nævne her, af – og smed ham blødende i skoven.
Det var kun et held, at venlige folk, der var ude og tjekke deres bistader i skoven, opdagede ham. De skyndte sig at få ham på hospitalet. Da han var nogenlunde lappet sammen igen, flygtede han over grænsen til Uganda. Det viste sig, at kone og børn var flygtet samme vej, så ved at eftersøge dem over telefonen fandt ham dem endelig, så familien kunne blive genforenet.
Dette er blot en af tusindvis af historier fra de 150.000 flygtninge fra DR Congo som lige nu befinder sig i bosættelsen Kyaka II. De første år får de fødevarehjælp fra World Food Programme, men så er det ellers op til dem selv at klare sig. Gerald og Sara har ingen pension og deres hus og marker i DR Congo er enten brændt eller overtaget af nabostammen.
Så det er bare at knokle på.
Derfor finder jeg dem i fuld gang med at hakke og vande for at passe deres grøntsager på deres lille mark. Gerald viser stolt tomater, peberfrugt, auberginer og squash frem, mens Sara hakker ukrudt i baggrunden.
Og ja, kål er der også en masse af. Sammen med grønkål. Noget, der skulle være særdeles næringsrigt.
Sikke et gåpåmod! Sikke en udholdenhed. Og sikke en anstrengelse for det ældre par, der i stedet burde nyde sit otium.
En lindring i det alt sammen er, at de er med i en spare-lånegruppe, der også fungerer som videnbase og distributionscenter for deltagernes mange afgrøder. I gruppen kan de 25 deltagere investere dele af deres overskud, låne lidt ekstra, når der fx er brug for såsæd, og have et vist socialt sikkerhedsnet under sig, hvis den ene bliver syg eller der sker en ulykke. Så træder gruppen til med kontanter og konkret hjælp.
Gruppen er en af 70 spare-lånegrupper, som ADRA Danmark støtter i Kyaka II og nabolejren Rwanwanga. ADRA er Adventistkirkernes hjælpeorganisation.
Spare-lånegrupperne kører i cyklusser på et år. Så kan deltagerne få deres investering tilbage med renter eller vælge at investere et år mere. De små landbrug er én ting. Jeg så også kiosker, fiskedamme, frisørsaloner – you name it – alt sammen resultat af flygtningenes kreativitet og støtte fra spare-lånegrupperne.
Jeg brugte en dag på hver af de to bosættelser og interviewede mellem 5 og 8 personer hver dag. Og jeg blev helt overvældet. Af sorg over, at mennesker over hovedet må flygte på grund af krig. Af glæde over at se flygtningene tage deres skæbne i egne hænder og knokler på for at give deres børn en fremtid.
Derfor skurrer det i ørerne, når jeg op til folketingsvalget hjemme i Danmark hører politikere ville skære i udviklingsbistanden og true med at udvise flygtninge, som er kommet her til os for at søge ly og få hjælp.
Her i Uganda kalder man dem slet ikke flygtninge. De kaldes ”mennesker med behov” eller ”mennesker, vi tjener”.
Jeg kunne godt tænke mig at tage danske politikere med til Ugandas flygtningebosættelser, der tilsammen bugner med 2 millioner flygtninge fra DR Congo og Sydsudan. Se deres fattigdom, lytte til deres smertefulde fortællinger, og samtidig følge dem ud på marken, hen til kiosken eller frisørsalonen og lade de modige flygtninge vise, hvad de har udrettet med små midler.