Den barmhjertige samaritaner – revisited
For nogle år siden var der en kvinde, som skulle fra Lemvig og ned til Vemb. Gaia hed hun, og hun var dejlig, som hun gik der på vejen. Ikke ung, ikke gammel og med masser af mod på livet.
I håret havde hun svaler og en enkelt, vildfaren kolibri. I poser og lommer alle vegne havde hun insekter, som skulle bæres til et bedre sted at være. Og under sin røde kjole, helt inde på huden, gemte hun de planetære grænser. Så kunne hun nemlig mærke, når noget bevægede sig, som det ikke plejede, og med det samme rette op på sagen.
Hun gik, for det havde hun altid gjort, når hun skulle nogle steder. Men vejen var en asfaltvej, hvor bilerne drønede afsted, og så sker jo det forfærdelige. Én af dem svinger ind og standser lige foran hende, og det er ikke for det gode.
Bilen er fuld af røvere, som omringer hende, så de små fugle flyver op og væk. Så slår og sparker de og trækker tøjet af hende og tager alt, hvad hun har. De meget sjældne insekter og kjolen med de dyrebare, planetære grænser, som de ikke ved hvad er. Vandet, som kan drikkes. Det andet vand, hun også bærer på, som er fuldt af fisk og væsner, ingen før har set, men som nogle nok vil betale mange penge for. Det satser de på, røverne.
Nu ligger hun så dér, i vejkanten. Næsten nøgen og blå om læberne, for den ene af hendes stærke regnskovs-lunger er ved at klappe sammen. Hun bløder og er bevidstløs, måske fordi de planetære grænser har rykket sig, og nu er der ikke nogen, som reagerer. Et par musvåger rykker nærmere, for de er vant til at finde godt bytte ved vejen. Naturen holder vejret …
Nu kommer der én! Det er en politiker og han er også til fods. Han er nemlig på vej til en fotosession til en artikel i avisen om kendisser, som går ind for nye transportformer. Han har lidt travlt, for klokken er mange. Fotografen venter lidt længere fremme og chaufføren er klar med ministerbilen i den næste by. Politikeren ser godt kvinden men skynder sig videre.
Den næste på vejen er en klimaaktivist. Han er på cykel og faktisk lige ved at køre ind i kvinden, fordi hun ligger så akavet. Det gør han dog ikke, men han standser heller ikke. Aktivisten har så travlt, så travlt, for tiden går og klokken er 90 sekunder i dommedag.
Inde på marken er en landmand ved at sprede gylle. Da han når op til dér, hvor kvinden ligger, standser han traktoren og løber hen for at se, hvor alvorligt det er. Ikke at han har tid, han heller! Han er bare et ordentligt menneske som synes, at han da selvfølgelig skal hjælpe, hvis han kan.
Han trækker og skubber forsigtigt til hende, så hun ligger bedre og ikke risikerer at blive kørt over. Så løber han tilbage til traktoren efter førstehjælpskassen, men det bliver hurtigt til et kald på telefonen. Ikke til 112 men til et privathospital, som de bruger i familien, når der er noget. Han skal nok betale, lover han, for det er synd for hende, og han må jo leve op til sin rolle i den her historie.
Da bilen er kørt med kvinden, går landmanden tilbage til traktoren, vender den og kører hjem. Resten af dagen bruger han på at tage en meget stor beslutning om sin gård og sin fremtid.
…………………….
Annegrethe Jørgensen
Historien vil helst fortælles! Af dig, som læser dette (fortæl gerne, hvor du har den fra), eller af mig:
Annegrethe Jørgensen, fortæller og med flere håbs-historier i fortælle-kisten. Eventyr fra dengang forbundethed var en selvfølge, og flere historier fra Bibelen – med et lille tvist, som får tilhøreren til at lytte og tænke efter.
Tjek https://www.fortaellereiostjylland.dk/fortaellerkatalog/ og ring eller skriv til annegrethejorgensen@gmail.com; tlf.: 3013 9691.