Skomageren der fik Jesus at se

Skomageren der fik Jesus at se

Anton skomager eller Pappa Panov af Leo Tolstoj

Leo Tolstoj skrev historien om skomageren der fik Jesus at se

Leo Tolstoj skrev historien om skomageren der fik Jesus at se

For mange år siden boede der en skomager i en lille russisk by. Han blev kaldt Anton skomager. Anton skomager var ikke rig. Alt hvad han ejede var et lille kælderværelse, hvor vinduerne vendte ud mod gaden.

For mange år siden boede der en skomager i en lille russisk by. Han blev kaldt Anton skomager. Anton skomager var ikke rig. Alt hvad han ejede var et lille kælderværelse, hvor vinduerne vendte ud mod gaden.

Når han kiggede ud af vinduet, kunne han se fødderne og skoene på dem der gik forbi, og så vidste han hvem det var, for han havde lavet og repareret næsten alt fodtøj i byen. Han havde et eneste rum. Det var han værksted, hans køkken og hans soveværelse.

Men man kan alligevel ikke sige at han var fattig. Han havde sit skomagerværktøj, en smuk kakkelovn, hvor han både kunne lave mad og varme sine hænder. En dyb kurvestol, hvor han kunne tage sig en lur. En god seng med et kludetæppe og en lille olielampe, som han tændte, når det var ved at blive mørkt.

For det meste var Anton i godt humør. Som regel strålede hans øjne bag hans små runde briller. Han sang og fløjtede og havde en munter hilsen til de forbipasserende.

Den ensomme skomager tænker på sin kone og barn, der er døde

Men en dag ind under jul var han i mindre godt humør. Han tænkte på sin kone og sit lille barn, der begge var døde for nogle år siden. Nu var det snart jul og han følte sig ensom. Han kiggede ud af vinduet og så de strålende julelys, lamper og alle de glade mennesker, der passerede forbi med julegaver og juletræer.

Se tegnefilm med historien om Skomageren, der fik Jesus at se

Anton skomager sukkede. Så tændte han sin olielampe, gik hen til hylden på væggen og tog en gammel slidt bog ned. Han satte vand over på komfuret. Så lavede han sig en god kop te og satte sig i stolen og læste.

Han læste juleevangeliet. Han læste hvordan det lille Jesus barn blev født, ikke i et dejligt varmt hun, men i en stald, fordi, der ikke var plads i herberget. ’Jamen dog’, sagde Anton skomager. ‘Hvis de bare var kommet her, kunne de have sovet i min gode seng og jeg ville have lagt mit kludetæppe over den lille dreng. Jeg ville da gerne have selskab og et lille barn at lege med.’

Så læste han hvordan de hellige tre konger kom rejsende fra ørkenen med gaver til det lille Jesus barn. Guld og røgelse og myrra.

Skomageren finder på en gave til Jesus

’Ja, sukkede Anton, ’hvad skulle jeg give Jesus, hvis de kom her. Jeg har jo ikke nogen gave til ham. Men da smilede han og hans øjne strålede atter bag de små runde briller.

Han rejste sig fra bordet. Så gik han hen til hylden. Der fandt han en gammel æske, som han åbnede. I pakken var nogle små sko – de bedste han havde lavet. De var til hans egen søn, men han døde, inden han fik dem.

Skomageren lagde forsigtigt skoene tilbage i æsken. Og så satte han sig igen i stolen.

Ja, dem ville jeg give ham, mumlede han. Og så fordybede han sig igen i sin bog.

Om det var på grund af varmen eller fordi det var blevet sent, ved jeg ikke, men det varede ikke længe, før bogen faldt ud af hænderne på Anton Skomager, hans runde briller gled ned af næsen på ham og han faldt i søvn.

Skomageren inviterer gadefejeren ind i varmen

Nå, det må jo være noget, jeg har drømt i nat – sagde Anton til sig selv, næste morgen. Men det ville nu være dejligt, om Jesus kom og besøgte mig.

Og han stirrede ud af vinduet. Og endelig fik han øje på en skikkelse for enden af gaden. Måske var det Jesus. Skikkelsen kom nærmere. Åh, det var bare den gamle gadefejer, der kom med sin kost.

Anton blev vred. Nu ventede han på Guds søn, og så kom der bare en gammel gadefejer.

Nå, men han må nu alligevel hellere komme ind og få sig lidt varme. og så åbnede han døren og kaldte på ham.

– Jo, tak Anton skomager. Kulden er slem ved mig i dag.

– Sæt dig nu her og få dig en kop varm te.

Anton stillede sig igen hen til vinduet og holdt udkig.

Venter du på besøg? – kommer jeg til besvær? Spurgte gadefejeren.

Ja, øh ja har du nogensinde hørt om Jesus? svarede Anton Skomager.

– Guds søn, sagde den gamle gadefejer.

– Ja, han kommer til mig i dag, sagde Anton.

Nå, så må jeg nok sige tak for te. Varmen har jeg fået og skovlen venter jo på mig.

og Anton åbnede døren for ham.

En kvinde med et barn uden sko

Så fik han øje på en kvinde i laset tøj, med et lille barn på armen.

Barnet sagde: mor, jeg fryser!

Anton sagde til kvinden. Jeg hører barnet fryser kom dog indenfor lidt og få lidt varme.

Og så kom kvinden ind. Hun fortalte, at de hendes mand var soldat og ved fronten. og nu var hun smidt ud af lejligheden og skulle gå den lange vej til sin søster 4 mil bort for at finde ly for natten.

– Men barnet har jo intet på fødderne. sagde Anton skomager og så fandt han de fine sko, han havde lavet til sin egen søn. Dem han havde tænkt at give til Jesusbarnet. Dem kan du få. De gavner jo intet i mindernes skab.

Og barnet blev meget glad og sagde : se, så fine sko jeg har fået.

Og så fik kvinden en frakke, som Antons kone havde haft og de gik igen ud i vinteren.

Anton lukkede døren og sukkede.

Han varmede en portion hvidkålssuppe og satte sig og spiste.

Nu var det blevet mørkt og han bedrøvet og fik tårer i øjnene.

Han faldt i søvn.

Han kom alligevel til skomageren

Pludselig var det som om der var nogen i stuen. Det forekom Anton, at han så en række mennesker gå igennem hans lille stue.

Han så gadefejeren og han så kvinden og det lille barn. Han så alle de andre mennesker, som han havde hilst venligt på i løbet af dagen.

Og idet de gik forbi ham , hviskede de: ’Så du mig ikke, Anton Skomager?

Hvem er I? spurgte han.

Og så lød der en stemme, det var samme stemme som aftenen før.

” Jeg var sulten, og du gav mig noget at spise. Jeg var tørstig og du gav mig noget at drikke. Jeg var kold og du gav mig klæder. Det du gjorde for disse mennesker, det gjorde du for mig.

Så blev der stille.

Og der var ikke noget at se.

De godeste , sagde Anton skomager langsomt, og trak i sit lange hvide overskæg. ’Så kom han alligevel’.

Så smilede han og hans øjne strålede igen muntert bag de små runde briller.

(Gengivet efter drama af min præstekollega Søren Ratzer)

Skomagen fik Jesus at se – en prædiken

Jesus siger:

-jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig.

Og de svarer: hvornår så vi dig sådan og hjalp dig.

og Jesus siger: Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

og Jesus siger:

-jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig,

Og de svarer hvornår så vi dig sådan uden at hjælpe dig.

Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har i heller ikke gjort mod mig!

Prædiken

Skomageren han havde forstået det sådan lige uden videre. Han så nogle der frøs, og han gav dem varme. han så nogle der var kede af det og han trøstede dem.

Det er slet ikke så indviklet, det Jesus siger. I dag gælder det i hvert fald ikke om at gøre det hele mere indviklet ved at bruge store ord og svær teologi. I stedet er det jo meget konkret.

I stedet handler det om at se øjeblikket. At få øjnene op. Det er her og nu og i dag, det gælder.

Der er ikke så langt til det nærmeste fængsel. Den sultne er ikke længere væk end den nærmeste netbankforbindelse.

Hvis vi kan kæmpe for at få en motorvej til Fyn, kan vi også kæmpe for at hjælpe kræftsyge. Hvis vi har råd til at tage til Thailand og fede den af, har vi også råd til at tage til Sierra Leone og hjælpe handicappede børn efter borgerkrigen.

Når Jesus siger en af disse mine mindste, så er det helt konkret, de mennesker der lider nød i dagens verden. Som kristne har vi ikke lov til at være kolde og kyniske.

En fremmed er en fremmed. En nøgen er en nøgen. En sulten er en sulten. Uanset om de er hvide, sorte, gule eller røde.

Historien om skomageren er helt konkret. Ligeså konkret som Jesus ønsker vi skal være. Vi skal gribe øjeblikket.

Evigheden er ikke en gang. Nej evigheden er allerede nu.

Det begynder lige her – lige her og nu – lige her hvor vi er.

Grib øjeblikket

Det øjeblik som gik tabt i går, fordi vi halvsure ikke brugte det til noget som helst, selvom det var så oplagt hvor vi kunne gøre en forskel,- det øjeblik er tabt for evigt. Der kan vi kun bede om nåde og tilgivelse.

Og omvendt – heldigvis – det øjeblik, hvor vi i går mødte andre mennesker med kærlighed og omsorg – legede med børnene, hjalp en gammel, besøgte nogen, snakkede med en syg, eller blot sendte et smil.

det øjeblik er gemt i evigheden – det er evigt vundet som et kærlighedens øjeblik.

At øjeblik bliver lagt på øjeblik, og at alle øjeblikkene gemmes i evigheden, gode og onde mellem hinanden.

I dag har skomageren vist os at de gode øjeblikke de bliver til, når vi ser et andet menneske i nød og hjælper så godt vi kan.

Da kommer glæden på besøg, så bliver det advent og så bliver det Jul og Jesus selv kommer og besøger os. Så får vi Jesus at se – ligesom skomageren.

Lad os glæde os til det.

Amen

2 kommentarer til “Skomageren der fik Jesus at se”

  1. Pingback: Adventskalender Find Julen - Find julen

  2. Pingback: Skomagerens jul af Leo Tolstoj - Papa Panov's Special Christmas - Jul i kirker

Der er lukket for kommentarer.