Skuespilleren Dirch Passer ankom til hest, da han skulle op på slottet for at takke dronningen for sin udnævnelse til ridder af dannebrog. Til hest – ja, hvad ellers?
Jeg tør slet ikke tænke på, hvilket transportmiddel, den folkekære skuespiller ville have valgt, hvis han var blevet udnævnt til ridder af elefanten.

Den 10. juli 1920 vakte kong Christian X voldsomt opmærksomhed ved på en hvid hest at ride over grænsen ved Kongeåen og markerede dermed, at den nordlige halvdel af Slesvig atter blev en del af det danske rige.
Chr. X blev påny et nationalt samlingsmærke ved at ride gennem Københavns gader hver morgen under besættelsen 1940-45.

Det var under anderledes beskedne forhold, Jesus Kristus adskillige hundrede år tidligere drog ind i tempelstaden, Jerusalem.
Jesus sagde til sine disciple: ”Gå ind til den landsby, der ligger lige foran jer , og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem og kom med dem.
Disciple gjorde som Jesus havde sagt. De kom med æslet og de lagde deres kapper på det og Jesus satte sig på det.

Efter vore begreber var der ikke megen kongerøgelse over dét indtog. Tværtimod så’ det temmelig ydmygt ud. Var det ikke nærmest en parodi på et sejrstogt? Jesus indtog Jerusalem på æselryg. Det var endda et lånt æsel.

Kan man tage én alvorligt, der rider til Jerusalem på et æsel og lader sig hylde som en konge? Ælslet er endda blevet et skælds-ord. En æseldriver rangerede lavt i datidens samfund.
(Prøv engang at forestille jer sceneriet. Hvordan ville vi selv opleve det, hvis vi stod og så på dengang? Ville man ikke tænke: “Han må da være skør! De er gale alle sammen!”)

Men hvad skete der? Der skete det, som vi mindst af alt ville have forestillet os: Mange mennesker lagde deres kapper på vejen og andre skar grene af træerne og strøede de grønne kviste på vejen.
Og så råbte de “Hil Dem, Deres Majestæt!
Velsignet være kongen, som kommer i Herrens navn!”
Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!
Hosianna i det højeste!”
Og Jesus lod sig hylde. Måske havde han et smil i øjenkrogen – det ved vi ikke, men det var da tænkeligt. Han kommer ridende ind i det ny kirkeår – ikke med bulder og brag, ikke med kanonsalut, ikke med en hær af veludrustede, toptrænede soldater med blanke våben, men fulgt af en flok fiskere, toldere, småhandlende og endda et par kvinder – alt i alt en temmelig broget skare, der højst kunne mobilisere 2 sværd – knapt nok tilstrækkeligt til at holde røvere på afstand.

Nej, det er ingen joke. Enhver, der havde læst profeten Zakarias og kendte hans profetier om fredskongen, kunne tyde de signaler, vor Herre Jesus Kristus hermed udsendte. Han var og er den, der skulle komme. Jøderne kaldte ham Messias, vi kristne kalder ham Kristus. Jøderne dengang havde nok forestillet sig en slags Goliath eller Samson. Men på den anden side: Kong David lignede jo også tobak for en skilling, og alligevel råbte folket om ham: “Kong Saul slog tusinder, men Kong David slog titusinder!” Så måske var der alligevel noget i vente fra denne æselrytter? De, der måtte opfatte indtoget som en morsomhed, som en happening, havde i virkeligheden ikke forstået signalet.

Nogen i flokken råbte spontant kong David!
Det ser ud til at folk i et glimt kunne se den frelsende konge, de havde ventet på. De huskede nogle ord fra profeterne om kongen, der skulle komme ridende på et æsel som fredskonge. Og nu så de det og de troede. Nu kom kongen, der skulle befri dem fra døden.
Og de længtes jo så meget efter en ny stor leder – en konge – en Messias, der kunne befri dem fra romernes besættelse og give dem frihed og fred. De drømte om at en ny stor Davidskonge skulle komme og tage magten.

De så den nye konge i et glimt. Et lille lys blev tændt i mørket. Et lille adventslys om det gode de ventede, der skulle komme.
Og for nogle blev der tændt flere lys. Nogle hørte Jesu ord og troede ham. Nogle så at han hans undergerninger og troede ham. Men for mange andre gik det den anden vej. Efter den første spontane begejstring ved indtoget i Jerusalem, så blev lysene slukket det ene efter det andet. Den begejstrede folkeskare trækker sig snart tilbage.
Det jublende Jerusalem bliver til det troløse Jerusalem. Hosianna-råbene bliver til :”Korsfæst ham – Korsfæst ham !” Selv disciplene forlader ham og flygter. Til sidst er Jesus alene Hvorfor ? Fordi han viste sig at være en anden end den de ønskede han skulle være. Fordi han ikke svarede til deres forventninger.
Han kom jo ikke med nogen magt. Han kom riddende på et æsel – et simpelt trækdyr og ikke på en flot stridshingst. Og han havde ingen magt til at smide romerne på porten.
En levende konge
Der skulle gå lang tid før de kunne se Jesu sande storhed. Ja, de kunne først få øje på den, da han var død.
Når Jesus ikke viste sig som en magthaver med magt og våben, så er det fordi hans rige er større. Det er guds rige, der bryder igennem ved hans død og opstandelse.
Det betyder, at det ikke ender med en mørk og trist begivenhed på et kors.
Korset er ikke et tegn på nederlag – det er et tegn på sejr. Livets sejr over døden.
Jesus døde, men han blev levende igen og han lever i dag. Det er evangeliet på første søndag i advent, at vi har ikke en død Gud, men en levende Gud.
Det giver os håb, når vi er syge, det giver os mod, når vi skal dø. Og det er ikke kun gamle mennesker der tænker på døden. Dødens tanker har foruroligende mange børn og unge også.
I fortællingerne om Jesus får vi mulighed for at genkende noget om vores liv og vi får mulighed for at se en mening i vores liv. Når vi tror på Jesus, da bliver der tændt lys midt i mørket.
Det er det det drejer sig om i advent.
At turde skrue op for forventningerne og vente sig meget godt fra Gud.
Det drejer sig om øjnene der ser.
Når vi ser ham i optoget på vejen ind til Jerusalem. Så er det vore øjne, der vælger, hvad vi vil se. Ser vi en konge uden pragt, så nøgen som kejseren uden klæder og lader os forarge af det vi ser, så afskriver vi ham og er med i spottekoret, der råber jødekonge, frels dig selv.
Så vil vi få svært ved at finde den ægte glæde i Julen. Så vil der ikke være meget forventning og glans i de lys vi tænder på adventskransen.
Men ser vi kongen komme ridende på vejen, og tror at han er den vi har ventet på.
Ham der kommer med tro, så vi har en fremtid med muligheder.
Ham der kommer med håb, så vi ser en mening og
Ham der kommer med kærligheden så vi ved at vi er elsket.

Fordi vi ved at han er sagtmodighedens konge, der kommer med tilgivelse fra Gud. Og ikke en magtkonge, der vil tage magten over os og bestemme over os. Nej Jesus er ikke et magtmenneske, han er din ven, han accepterer dig som den du er.
En konge, der kom ned fra sit høje himmelske slot for at besøge sit folket.
Og han går lige ind ad din dør med træsko på.
Hvis du åbner dit hjertes dør og ikke forarges på ham, så bærer han ikke julen ud. Nej, så kan du glæde dig i denne tid og hver søndag tænde et nyt lys i glædens krans, så din glæde må blive fuldkommen juleaften.
Så falder ordet i god jord og det bærer frugt.

“Her er han, som vil løse / hver syndebunden træl. / her er han, som vil øse / trøst i hver bange sjæl.”
Med glæde og trøst rider himlens kongesøn lige ind i hjertet på os – og på hver den, der længes efter en ny og bedre virkelighed. Han kommer ridende lige ind i hjertet på dem, der tager imod Guds gaver sådan som de er, og ikke som de ville have haft dem, hvis det var dem selv, der skulle bestemme.
Guds kærlighed kommer ikke ridende med vold og våben. Guds rige hviler ikke på militær styrke.
Guds kærlighed kommer til os med netop al den magt, der ligner en afmagt, med al den styrke og al den kraft, al den mildhed, som netop kærlighed er.
Kærlighed bruger aldrig magt og aldrig vold, for hvis magt og vold er nødvendigt for at gennemtvinge sit forehavende, er det for længst holdt op med at være kærlighed.
Velsignet være han, som
kommer i Herrens navn.
Glædelig advent og godt nytår

Amen!