Kristus svøbt i rødt – en julebetragtelse af Domprovst Anne Reiter

Jeg fandt som inspiration til min prædiken til Julesøndag ovenstående maleri. Kunstneren hedder Lorenzo Monaco, det er udført omkring år 1400. Motivet er den hellige familie, lige efter Jesu fødsel i Betlehem, på flugt mod Ægypten fra Herodes, der stræber den nyfødte konge efter livet.

Josef har blikket fast og bestemt rettet mod Maria og barnet, som det er hans livs opgave og formål at beskytte imod den mørke verden, fuld af truende farer. Sådan som mange fædre og mødre i denne verden må tage ansvaret for at føre deres familier ud på farefuld flugt for at bringe dem i sikkerhed fra vold og krig.

Kristus svøbt i ligklæde?

Maria har sit blik rettet imod barnet, som hun holder sine arme beskyttende omkring. Med al sin hengivenhed og ømhed ser hun på det barn, som på én gang er hendes barn og hendes frelser. Jesus er ikke en yndig baby på dette maleri. Han er sjovt stiv og opret, en selvstændig person. Men måske også allerede svøbt i sit ligklæde? Fuldbyrdelsen ligger allerede i begyndelsen.

Kristus svøbt i rødt er troens centrum

Kristus er billedets kraftcenter, det understreges med den røde farve i svøbet. Det er ham, der er deres håb og frelse fra mørket og dødens skygge. Marias blå kappes budskab er, at Kristus er troens centrum.
Familien er malet i et sagte og mildt lysskær – som det stærkeste modbillede – i al deres sårbarhed – til den omgivende verdens mørke.

For mig forstærker sådan et billede evangeliets fortælling.
Det er det, billedkunsten kan; det kan få os til at mærke noget stærkere, åbne til nye perspektiver. Et billede kan, ligesom et musikstykke, tolke Ordet ind i hjertet og være med til at man tør tro, at det går an at stole på at Guds Søn er vores bolværk imod mørke, vold, krig og død.