Julesalmer synger vi i juledagene: Juleaften, juledag og julesøndag. Og vi synger julesalmer i hjemmet og når vi går om juletræet. I Adventstiden synger vi adventssalmer
Julesalmer om Jesu fødsel
| 87 |
Det kimer nu til julefest,
Mel.: C. Balle 1850
1 Det kimer nu til julefest,
det kimer for den høje gæst,
som steg til lave hytter ned
med nytårsgaver: fryd og fred.
2 O, kommer med til Davids by,
hvor engle sjunger under sky;
o, ganger med på marken ud,
hvor hyrder hører nyt fra Gud!
3 Og lad os gå med stille sind
som hyrderne til barnet ind,
med glædestårer takke Gud
for miskundhed og nådebud!
4 O Jesus, verden vid og lang
til vugge var dig dog for trang,
for ringe, om med guld tilredt
og perlestukken, silkebredt.
5 Men verdens ære, magt og guld
for dig er ikkun støv og muld;
i krybben lagt, i klude svøbt,
et himmelsk liv du har mig købt.
6 Velan, min sjæl, så vær nu glad,
og hold din jul i Davids stad,
ja, pris din Gud i allen stund
med liflig sang af hjertens grund!
7 Ja, sjunge hver, som sjunge kan:
Nu tændtes lys i skyggers land,
og ret som midnatshanen gol,
blev Jakobs stjerne til en sol 1.
8 Nu kom han, patriarkers håb,
med flammeord og himmeldåb;
og barnet tyder nu i vang,
hvad David dunkelt så og sang.
9 Kom, Jesus, vær vor hyttegæst,
hold selv i os din julefest!
Da skal med davidsharpens klang
dig takke højt vor nytårssang.
1 4 Mos 24,17
Martin Luther 1535.
N.F.S. Grundtvig 1817. Bearbejdet 1852.
Jfr. “Fra Himlen højt kom budskab her”
| 88 |
Fra Himlen højt kom budskab her
Mel.: Leipzig 1539
1 Fra Himlen højt kom budskab her
med nyt til alle fjern og nær,
godt budskab os nu føres til,
derom vi evig sjunge vil.
2 I dag et lidet barn er fød
til bod for verdens synd og nød;
det er den Herre Jesus Krist,
som frelse bringer os for vist.
3 Så lad os mærke tegnet ret:
i stalden hist, i krybbe slet,
der vil vi finde barnet lagt,
som har al verden i sin magt.
4 Så går vi da så hjerteglad
med hyrderne til Davids stad
og ser den julegave skøn,
Guds egen elskelige Søn.
5 O, vær velkommen, ædle gæst!
For syndres skyld du kommen est
i verdens jammer ned til mig.
Jeg aldrig kan fuldtakke dig.
6 På hø og strå du ligger der
i klude svøbt, o Herre kær;
dog stråler ingen trone så
som her din armods ringe strå.
7 Var verden nok så vid og lang,
dig var den dog en vugge trang
og dig ej værd, var den end fuld
af perler, ædelsten og guld.
8 Således det behaged dig
den sandhed at forkynde mig,
at verdens ære, magt og guld
for dig er ikkun støv og muld.
9 Min kære Herre Jesus Krist,
gør dig en vugge i mit bryst,
tag herberg i mit hjerte der,
at jeg dig aldrig glemmer mer!
10 Pris være Gud i sang og bøn,
som skænked os sin egen Søn!
Så vil vi glemme sorg og savn
og holde jul i Jesu navn.
Martin Luther 1535. (Hans Tausen 1544)
Dansk 1569.
J.L.A. Kolderup-Rosenvinge 1845.
Jfr. “Det kimer nu til julefest”
| 89 |
Mel.: Melodi fra 15. årh.
/ Spangenberg 1568
Fra Himlen kom en engel klar,
for hyrders øjne åbenbar,
han sang så sødt: Nu giver agt
på barnet svøbt, i krybben lagt!
2 I Betlehem, i Davids stad,
som skrevet står på spådomsblad,
der fødtes han, den Herre bold,
som er al verdens sol og skjold.
3 Det er den Herre Jesus Krist,
og juble må I nu for vist,
thi ét er blevet Gud og mand,
så eders broder er nu han.
4 Hvad mægter nu vel synd og død!
Gud er med eder i al nød;
lad storme nu al Helveds magt,
Guds Søn med eder står i pagt!
5 Slå nu til ham kun al jer lid,
han svigter ej til evig tid!
Så lad kun komme, hvo der vil,
hans overmand er dog ej til!
6 Lad fnyse her, lad rase hist!
Guds slægt dog sejre må til sidst.
Så tak da Gud af hjertens grund,
tålmodig, glad i allen stund!
Martin Luther 1543. (Hans Tausen 1544).
Hans Thomissøn 1569.
N.F.S. Grundtvig 1837.
Bearbejdet 1889.
| 90 |
Mel.: Pontoppidans salmebog 1740
Th. Laub 1915
Jeg kender ham, hvem jeg har overgivet
Vor Jesus kan ej noget herberg finde
i Betlehem, sin egen fædreby,
han lader der i ringe svøb sig binde,
hvor ellers fæ og får går ind i ly,
en krybbe er hans første eje,
det tørre græs og strå hans første barneleje.
2 Den Herre har sig fattigdom tilegnet,
som alle gode gaver har i hånd,
og bliver slet blandt arme syndre regnet,
indtil han sønderriver Satans bånd;
nu er her liv for alle døde,
fordi Guds egen Søn på Jorden lod sig føde.
3 Velsignet være Herrens store nåde,
hans store magt til evigt minde sat,
som vidste på vor jammer bod at råde
i denne underfulde nådes nat.
Velsignet mørke, uden lige,
da lyset selv brød frem af søde Himmerige!
4 Så vil vi os trods alle fjender fryde,
Gud har os givet det, ham kærest var,
og lader alle nådestrømme flyde,
hvad er der, som han os ej givet har!
Så være ham da også livet,
og hvad vi er og har, til evigt offer givet.
Johan Daniel Herrnschmidt 1714.
Hans Adolph Brorson 1733.
| 91 Velkommen igen, Guds engle små |
Velkommen igen, Guds engle små
Mel.: A.P. Berggreen 1832
C.E.F. Weyse 1838
1 Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje himmelsale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale:
Trods klingrende frost, godt år I spå
for fugl og sæd i dvale.
2 Vel mødt under sky på kirkesti,
på sne ved midnatstide!
Udbære vor jul ej nænner I,
derpå tør nok vi lide;
o, ganger dog ej vor dør forbi,
os volder ej den kvide!
3 Vor hytte er lav og så vor dør,
kun armod er derinde,
men gæstet I har en hytte før,
det drages vi til minde;
er kruset af ler og kagen tør,
deri sig engle finde.
4 Med venlige øjne himmelblå,
i vugger og i senge,
vi puslinger har i hver en vrå,
som blomster gror i enge;
o, synger for dem, som lærker slå,
som hørt de har ej længe!
5 Så drømmer de sødt om Betlehem,
og er det end forblommet,
de drømmer dog sandt om barnets hjem,
som lå i krybberummet,
de drømmer, de leger jul med dem,
hvis sang de har fornummet.
6 Da vågner de mildt i morgengry,
og tæller mer ej timer,
da hører vi julesang på ny,
som sig med hjertet rimer,
da klinger det sødt i højen sky,
når juleklokken kimer.
7 Da vandrer Guds engle op og ned
på salmens tonestige,
da byder vor Herre selv Guds fred
til dem, den efterhige:
Da åbner sig Himlens borgeled,
da kommer ret Guds rige.
8 O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes,
da skal, som en barnemoders ve,
vor smerte sødt bortvugges.
Vor Fader i Himlen! lad det ske,
lad julesorgen slukkes!
N.F.S. Grundtvig 1824.
| 92 |
Kimer, I klokker! ja, kimer før dag i det dunkle!
Mel.: Henrik Rung 1857
1 Kimer, I klokker! ja, kimer før dag i det dunkle!
Tindrer, I stjerner, som englenes øjne kan funkle!
Fred kom til jord,
Himmelens fred med Guds Ord.
Æren er Guds i det høje!
2 Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange,
jul med gudsbarnet i svøb under englenes sange,
kommer fra Gud,
bringer os glædskabens bud.
Æren er Guds i det høje!
3 Synger og danser, og klapper i eders småhænder,
menneskebørnene alle til jorderigs ender!
Født er i dag
barnet til Guds velbehag.
Æren er Guds i det høje!
N.F.S. Grundtvig 1856.
| 93 |
Mel.: Kraften fra det høje
1 Himlens morgenrøde
sig lod på jorden føde
ved midnatstid i Betlehem,
den dunkle vrå blev lysets hjem.
Ære være Gud i det høje!
2 Himlens morgenrøde
for levende og døde
oprandt, da Guds enbårne Søn
til moder fik en jomfru skøn.
Ære være Gud i det høje!
3 Himlens morgenrøde,
hilsæl med toner søde!
Genlyd, Guds riges blomstervang,
af Paradisets fuglesang!
Ære være Gud i det høje!
N.F.S. Grundtvig 1850.
| 94 |
Mel.: Melodi fra 15. årh. / Klug 1533
C. Balle 1855
1 Et lidet barn så lysteligt
blev af en jomfru båret,
ej før, ej siden hørtes sligt,
men kun i jubelåret,
i tidens fylde, da Guds Søn
på jord sig fandt en moder skøn,
lod uden synd sig føde,
fornedrede sig til de små,
så de kan ham til broder få,
den Himlens morgenrøde.
2 Højlovet i al evighed
skal Jesus Kristus være,
og når for ham vi knæler ned,
det er Gud Faders ære;
og når vor lovsang, altid ny,
fra jord sig svinger let i sky
med glade juletoner,
vort fattige halleluja
med salig fryd istemmes da
af engles millioner.
Tysk omkr. 1400. Bearbejdet 1528.
Arvid Pedersen 1529.
N.F.S. Grundtvig 1837, 1843 og 1845.
| 95 |
Mel.: P. Attaignant 1529
/ B. Gesius omkring 1600
1 Et lille barn i dag er fød,
en trøster for alverdens nød,
et fattigt barn og dog Guds Søn,
født af en jomfru mild og skøn:
Rådgiver, Underfuld og Fred 1,
så er hans navn i evighed.
2 Hvor så man før slig kærlighed,
at du, barnlille, kom herned,
dit levneds tunge vej at gå,
at vi skal evig frelse få;
at vi, o Jesulil, engang
hos dig skal synge livets sang!
3 Du alle himles sang og lyst,
du spæde barn ved moders bryst,
du sindets dybe, rige fred,
jeg ved din krybbe knæler ned.
Jeg vil dig ganske høre til,
du favre barn, min Jesulil.
1 Es 9,5
Tysk 1601.
Harald Vilstrup 1922.
| 96 |
Mel.: N.W. Gade 1859
1 Barn Jesus i en krybbe lå,
skønt Himlen var hans eje;
hans pude her blev hø og strå,
mørkt var det om hans leje.
Men stjernen over huset stod,
og oksen kyssed barnets fod.
Halleluja, halleluja, barn Jesus!
2 Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad,
ryst af din tunge smerte!
Et barn er født i Davids stad
til trøst for hvert et hjerte;
til barnet vil vi stige ind
og blive børn i sjæl og sind.
Halleluja, halleluja, barn Jesus!
H.C. Andersen 1832.
| 97 |
Mel.: Melodi fra 15. årh. / Lossius 1553
Tysk visemelodi omkring 1600
1 Et barn er født i Betlehem,
thi glæde sig Jerusalem!
Halleluja, halleluja!
2 En fattig jomfru sad i løn,
og fødte Himlens kongesøn.
Halleluja, halleluja!
3 Han lagdes i et krybberum,
Guds engle sang med fryd derom:
Halleluja, halleluja!
4 Og Østens vise ofred der,
guld, røgelse og myrra skær.
Halleluja, halleluja!
5 Forvundet er nu al vor nød,
os er i dag en frelser fød.
Halleluja, halleluja!
6 Guds kære børn vi blev på ny,
skal holde jul i himmelby.
Halleluja, halleluja!
7 På stjernetæpper lyseblå,
skal glade vi til kirke gå.
Halleluja, halleluja!
8 Guds engle der os lærer brat
at synge som de sang i nat:
Halleluja, halleluja!
9 Da vorder engle vi som de,
Guds milde ansigt skal vi se.
Halleluja, halleluja!
10 Ham være pris til evig tid,
for frelser bold og broder blid!
Halleluja, halleluja!
Latin 14. årh. Tysk 1545. Dansk 1544. 1569.
N.F.S. Grundtvig 1820 og 1845.
| 98 |
Mel.: Henrik Rung 1857
1 Venner! sagde Guds engel blidt:
Hvorfor er nu I bange?
Kildevæld kun er budskab mit
til lutter frydesange,
thi han, som jorden gør sjæleglad,
er født til verden i Davids stad.
2 Jesus Kristus, den Davids søn,
vor frelser fra al fare,
født er han, ligger svøbt i løn
i krybben, tag det vare!
Fra Himlen højt kommer julebud,
nu ære være den guders Gud!
3 “Ære være den guders Gud!
Nu daled fred til støvet,
glæden springer af svøbet ud
som blomsten og som løvet.”
Så lydt og sødt under sky det klang,
som alle stjernernes morgensang 1.
4 Himmelklarhed og englesang,
dem gav os Gud med freden;
efterskin de og efterklang
har trindt i kristenheden,
hvor Ånd har mæle, og sang har væld,
hvor øjne tindrer hver julekvæld.
5 Kirke! du er vort Betlehem,
og alle små derinde,
efter som det er sagt til dem,
skal deres frelser finde
med juledagsevangelium,
i hjertekammerets krybberum!
1 Job 38,7
N.F.S. Grundtvig 1846. Bearbejdet 1857.
| 99 |
Mel.: Phillipp Nicolai 1599
1 Af højheden oprunden er
en morgenstjerne klar og nær,
af sandhed og af nåde;
du Jakobs-stammens nye skud,
du Davids søn, min konning prud,
mig fryder overmåde:
Liflig, venlig,
skøn og herlig, stor og kærlig,
rig på gaver!
Lys og liv i dig jeg haver.
2 Du lille barn så favr og skøn,
Gud Faders og Marias Søn,
o du højbårne konning!
Du lilje i mit hjerterum,
dit riges evangelium
er sødt som mælk og honning.
Kære Herre,
Hosianna, Himlens manna,
dig til ære
glad i ånden vil jeg være.
3 Min sjæl i Gud da fryder sig,
når mildelig du ser til mig
med miskundhedens øje.
O Jesus Krist, min frelser god,
dit ord med Ånd og kød og blod
mig salighed tilføje!
Tag mig, favn mig,
gyd i barmen himmelvarmen,
at din nåde
ved dit ord må ene råde!
4 O Fader Gud, o Herre blid,
du i din Søn fra evig tid,
så inderlig mig elskte:
Din Søn har selv trolovet mig,
jeg er hans brud så inderlig,
han mig til livet frelste.
Eja, eja,
han det giver, at jeg bliver
i stor glæde
hist i herlighedens sæde.
5 Jeg er nu glad og stoler på,
min frelser er mit A og Å,
begyndelse og ende 1.
Han fører mig med lov og pris
til Himmerig, til Paradis,
fra jammer og elende.
Amen, amen,
kom du milde Jesus lille,
tøv ej længe!
Lyst til dig mit hjerte trænge!
1 Åb 22,13
Philipp Nicolai 1599.
Hans Christensen Sthen omkr. 1600.
Bearbejdet 1850.
| 100 |
Mel.: Melodi fra 15. årh.
/ Weisse 1531
1 Glæden hun er født i dag,
Himmeriges glæde,
ved Gud Faders velbehag
fryde sig de spæde!
Han, som var frygtelig
og utilgængelig
i sin høje bolig,
han nu i barnedragt
har sig i krybben lagt,
med vort støv fortrolig.
2 Født er han ved midnatstid,
skabte sol og måne,
han, som ejer verden vid,
hus i stald vil låne;
han, som på skyerne
ager blandt stjernerne,
svøbes som de spæde!
Ham, som til dommedag
taler med tordenbrag,
nu man hører græde!
3 Hyrder, som på nattevagt
lå i blomstervange,
bud dem blev fra Himlen bragt
brat med englesange:
Født er på jorderig
kongen af Himmerig,
frelseren fra døden,
hviler i krybberum,
har dog alt herredom,
skøn som morgenrøden.
4 Herre! dine hænders værk
er vi alle sammen,
vi er svage, du er stærk,
du er ja og amen 1.
Til os du dalede,
lad os til Himlene
nu med dig opfare!
Tårer du her udgød,
lær os nu sangen sød
med din engleskare!
1 2 Kor 1,19-20
Latin 14. årh. (Dansk 1535).
N.F.S. Grundtvig 1837 og 1847.
| 101 |
Mel.: Førreformatorisk leise
/ Johann Walter 1524
Lille Guds barn, hvad skader dig
1 Lovet være du, Jesus Krist!
at du menneske vorden est,
født af en jomfru ren og skær,
gladelig hilst af Himlens hær.
O Gud ske lov!
2 Du, Gud Faders enbårne Søn,
mand i lys, men dog Gud i løn,
underlig klædt i kød og blod,
kom på vor brøst at råde bod.
O Gud ske lov!
3 Verden går i dit ledebånd,
dig dog svøbte en kvindes hånd,
du, som har skabt og styrer alt,
blev dog på skød barnlille kaldt.
O Gud ske lov!
4 Himlens lys kom i dig til jord,
skinner til ny oplysning stor,
godt kan vi nu ved nattetid
kende som børn vor Fader blid.
O Gud ske lov!
5 Fattig kom du til jorden ned,
adlede armod og usselhed,
fattig du gjorde dig med flid,
rige blev vi til evig tid.
O Gud ske lov!
6 Konning er du blandt konger bedst;
ånders konge blev støvets gæst,
fører os op fra skyggedal
hjem til sin lyse kongesal.
O Gud ske lov!
Str. 1: Tysk 15. årh.
Str. 1 – 6: Martin Luther 1523.
Claus Mortensen ? 1528.
N.F.S. Grundtvig 1837 og 1845.
| 102 |
Mel.: Et lidet barn så lysteligt
1 I denne søde juletid
tør 1 man sig ret fornøje
og bruge al sin kunst og flid,
Guds nåde at ophøje;
ved den, som er i krybben lagt,
vi vil af ganske sjælemagt
i ånden os forlyste;
din lov skal høres, frelsermand,
så vidt og bredt i verdens land,
at jorden den skal ryste!
2 En liden søn af Davids rod 2, som er og Gud tillige,
for verdens synders skyld forlod
sit søde Himmerige;
det var ham svart at tænke på,
at verden skulle under gå,
det skar ham i hans hjerte;
i sådan hjertens kærlighed
han kom til os på Jorden ned,
at lindre vores smerte.
3 Vor tak vi vil frembære da,
endskønt den er kun ringe,
hosianna og halleluja
skal alle vegne klinge;
Guds ark er kommet i vor lejr 3!
Thi synge vi om fryd og sejr,
mens hjertet sig kan røre,
vi synge om den søde fred,
at Helvede skal skælve ved
vor julesang at høre.
4 Gud er nu ikke længer vred,
det kan vi deraf vide,
at han har sendt sin Søn herned,
for verdens synd at lide.
Det vorde vidt og bredt bekendt,
at Gud sin Søn for os har sendt
til jammer, ve og våde!
Hvo ville da ej være fro,
og lade al sin sorg bero
på Jesu søde nåde?
5 Som natten aldrig er så sort,
den jo for solen svinder,
så farer al min kummer bort,
når jeg mig ret besinder,
at Gud så hjertens inderlig
af evighed har elsket mig
og er min broder vorden;
jeg aldrig glemmer disse ord,
som klingede i englekor:
Nu er der fred på jorden!
6 Og blandes end min frydesang
med gråd og dybe sukke,
så skal dog korsets hårde tvang
mig aldrig munden lukke;
når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver frydens harpe stemt,
at den kan bedre klinge,
og knuste hjerter føler bedst,
hvad denne store frydefest
for glæde har at bringe.
7 Halleluja, vor strid er endt,
hvo ville mere klage?
Hvo ville mere gå bespændt
i disse frydedage?
Syng højt i sky, Guds kirkeflok:
Halleluja, nu har jeg nok,
den fryd har ingen lige!
Halleluja, halleluja,
Guds Søn er min, jeg vil herfra
med ham til Himmerige!
1 har lov til
2 Es 1,1; Åb 5,5.
3 1 Sam 4,5
Hans Adolph Brorson 1732 og 1739.
| 103 |
Mel.: Th. Laub 1881
1 Nu vil vi sjunge og være glad
i Jesu Kristi navn!
Guds Søn er født i Betlehems stad,
os alle til glæde og gavn.
2 Han steg fra tronen i Himmerig og blev et barn på jord;
for os han daled så nederlig,
hans kærlighed var så stor.
3 Han verden skabte til sit behag
og styrer alt deri,
han føder den liden fugl hver dag,
som flyver i luften fri.
4 Men ned han lagde sin guddomsmagt,
en tjener vorder han,
han os vil tjene, det er hans agt,
og blive vor frelsermand.
5 Han ligger nu ved sin moders bryst,
så spæd i ringe bo,
Guds engle ser på ham deres lyst,
hvem ville ej være fro!
6 Med os han bytter så underlig,
Guds Søn, vor broder fin,
vort kød og blod han tager på sig
og skænker os guddom sin.
7 En svend han bliver og herre jeg,
som før var fattig træl,
hans kærligheds dyb udgrundes ej
og ikke hans rigdoms væld.
8 O, han oplader på ny den dør
til glædens Paradis,
som længe for os stod lukket før,
ham være lov, tak og pris!
9 Ham vil vi synge vor julesang,
og er den så kun svag,
det er dog vort hjertes efterklang
af engelens bud i dag.
Nicolaus Herman 1554.
Hans Christensen Sthen 1578.
C.J. Brandt 1848 og 1884.
| 104 |
Mel.: Fryd dig, du Kristi brud
1 Fryd dig i Guds behag
på denne juledag,
al verdens folk og skare!
Gud ville åbenbare
sin Søn, vor juleglæde,
af glæde må vi græde.
2 I løfter talede
Gud ved profeterne
til vore fordums fædre
om Jesus at fornedre;
nu er han her til stede,
o hellig juleglæde!
3 I skygger blev han kendt,
i Gamle Testament,
nu er han født og blevet
blandt Adams børn indskrevet,
og bær vort kød og klæde,
o hellig juleglæde!
4 I sidste verdens tid
var os vor Gud så blid,
sit ord os at befale
ved Jesu mund og tale;
han opbrød lovens kæde,
o store juleglæde!
5 Det spæde jomfru-nor
er dog Guds arving stor,
som skabte jorderige,
i herlighed Guds lige,
han vil på døden træde,
o søde juleglæde!
6 Hans blod med kraft og fynd
afrenser al vor synd,
hans ord kan alting bære,
selv sidder han i ære
hos Gud i højre sæde,
o høje juleglæde!
7 O min Immanuel,
oplys mit sind og sjæl,
jeg kan til krybben gange,
i ånden dig undfange,
din lov med lyst udkvæde
for denne juleglæde!
Hebr 1,1-11.
Thomas Kingo 1689.
| 105 |
Mel.: Johann Crüger 1653
1 Hjerte, løft din glædes vinger!
Over muld
underfuld
englesangen klinger;
hør og mærk de toner søde,
Himlen lydt
melder nyt:
Kristus lod sig føde!
2 Gud, vor Fader, gav i nåde
julenat
os en skat,
herlig overmåde;
for at frelse os af nøden
steg herned
kærlighed,
stærkere end døden.
3 I, som tunge stier træde,
stands og hør:
Her er dør
til den sande glæde;
og i huset inden døre
trøstes ved
slig en fred,
ingen sorg tør røre!
4 Er I fattige og arme,
ind kun stig,
han er rig
og har hjertevarme!
Fyldt af forråd er hans lade,
og han huld
skifter guld,
som gør hjerter glade.
5 Nu, så lad til ham os fare,
mange, få,
store, små
i en samlet skare!
Ingen tør ved rejsen gyse,
Jesu navn
som en bavn
vil på vejen lyse.
6 Priser, brødre! hvor I bygge,
det Guds Ord,
som til jord
kom med liv og lykke!
Genlyd, jul, af toner søde,
som med klang
engle sang:
Kristus lod sig føde!
Paul Gerhardt 1653.
C.J. Brandt 1878.
| 106 |
Mel.: Førreformatorisk julevise
/ Klug 1543
1 Lad det klinge sødt i sky:
Længe leve kongen ny,
Zions konge, barnebly!
Han kom til jord,
som os profeten spåde.
Eja, eja!
Nu er sket til jordens held,
hvad os meldte Gabriel,
Guds engel fin:
Født er Herren af en mø,
og vi ej fødes til at dø.
Gud med os, Immanuel!
Immanuel!
2 Synger med os, alle små!
Børn i vugge! stammer på,
hvad selv engle knap forstå!
Han kom til jord,
som os profeten spåde.
Eja, eja!
Nu er sket til jordens held,
hvad os meldte Gabriel,
Guds engel fin:
Født er Herren af en mø,
og vi ej fødes til at dø.
Gud med os, Immanuel!
Immanuel!
3 Lad det spørges trindt om land:
Født er os en frelsermand,
Jesus Kristus hedder han!
Han kom til jord,
som os profeten spåde.
Eja, eja!
Nu er sket til jordens held,
hvad os meldte Gabriel,
Guds engel fin:
Født er Herren af en mø,
og vi ej fødes til at dø.
Gud med os, Immanuel!
Immanuel!
Latin 14. årh. (Claus Mortensen 1529).
N.F.S. Grundtvig 1837.
Thomas Laub 1918.
| 107 |
Mel.: Melodi fra 15. årh. / Klug 1533
1 En sød og liflig klang
er i vor julesang;
vor trøst og hjælp i nøden,
vor Gud med frelsernavn,
med glans som morgenrøden,
er i vor moders favn,
os små til evigt gavn.
2 O lille Jesus min,
så fager og så fin!
Om dig Guds engle kvæde
i Himlen dag og nat,
vær du min lyst og glæde,
vær du mit hjertes skat!
Så får jeg kronen fat.
3 O store kærlighed,
at du kom til os ned!
Vi var jo rent fortabte
ved fald og slem udyd,
nu sender han, os skabte,
os fred med englelyd.
O, det er hjertens fryd!
4 O, hvor er glæden sand?
I Jesu fædreland,
hvor engleskarer mange
ophøjer Gud især
med glade takkesange,
for han de små har kær.
O, var vi alle der!
Latin-tysk 14. årh. Martin Luther 1545.
Latin-dansk 1569.
N.F.S. Grundtvig 1837.
| 108 |
Mel.: Köln 1599
1 En rose så jeg skyde
op af den frosne jord,
alt som os fordum spåde
profetens trøsteord;
den rose spired frem
midt i den kolde vinter
om nat ved Betlehem.
2 For rosen nu jeg kvæder
om kap med Himlens hær.
En jomfru var hans moder,
Maria ren og skær.
I ham brød lyset frem
midt i den mørke vinter
om nat ved Betlehem.
Tysk 15. årh.
MichaelPraetorius 1609.
Th. Laub 1920.
| 109 |
Mel.: A.P. Berggreen 1852
1 Julen har englelyd,
vi med fryd
os barnlig på Gud Fader
forlader;
vi var i nød så længe,
dog hørte han vor bøn,
han ved, hvortil vi trænge,
vor frelser blev Guds Søn;
thi vil vi alle sjunge
med hjerte og med tunge
et: Ære være Gud
for sit julebud!
2 Ret i en salig tid
kom han hid;
til levende og døde
genløde
de ord, der fór så vide
til alle tider hen
om ham, som tog vor kvide
og gav os fryd igen,
gik ned for os i døden
som sol i aftenrøden
og stod i morgengry
op for os på ny.
3 Sorg er til glæde vendt,
klagen endt!
Vor glæde skal hver tunge
udsjunge!
Syng med Guds engleskare
på Jesu fødselsdag
om fred trods nød og fare,
Gud Faders velbehag,
som vil al sorgen vende
til glæde uden ende;
bær os på børnevis
ind i Paradis!
Latin-dansk (1569).
N.F.S. Grundtvig 1837 og 1851.
B.S. Ingemann 1854.
| 110 |
Mel.: C.E.F. Weyse 1841
1 Julen har bragt velsignet bud,
nu glædes gamle og unge.
Hvad englene sang i verden ud,
nu alle små børn skal sjunge.
Grenen fra livets træ står skønt
med lys som fugle på kviste;
det barn, som sig glæder fromt og kønt,
skal aldrig den glæde miste.
2 Glæden er jordens gæst i dag
med himmelkongen, den lille.
Du fattige spurv, flyv ned fra tag
med duen til julegilde!
Dans, lille barn, på moders skød!
En dejlig dag er oprunden:
I dag blev vor kære Frelser fød
og paradisvejen funden.
3 Frelseren selv var barn som vi:
i dag han lå i sin vugge.
Den have, Guds engle flyver i,
vil Jesus for os oplukke.
Himmerigs konge blandt os bor,
han juleglæden os bringer;
han favner hver barnesjæl på jord
og lover os englevinger.
B.S. Ingemann 1839.
| 111 |
Mel.: Fr. Gruber 1818
1 Glade jul, dejlige jul,
engle daler ned i skjul!
Hid de flyver med paradisgrønt,
hvor de ser, hvad for Gud er kønt,
lønlig iblandt os de går.
2 Julefryd, evige fryd,
hellig sang med himmelsk lyd!
Det er englene, hyrderne så,
dengang Herren i krybben lå –
evig er englenes sang.
3 Fred på jord, fryd på jord,
Jesusbarnet blandt os bor!
Engle sjunger om barnet så smukt,
han har Himmerigs dør oplukt –
salig er englenes sang.
4 Salig fred, himmelsk fred
toner julenat herned!
Engle bringer til store og små
bud om ham, som i krybben lå –
fryd dig, hver sjæl, han har frelst!
B.S. Ingemann 1850 og 1852.
| 112 |
Mel.: Schlesisk melodi 18. årh.
1 Dejlig er jorden!
Prægtig er Guds Himmel!
Skøn er sjælenes pilgrimsgang!
Gennem de favre
riger på jorden
går vi til Paradis med sang.
2 Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang;
aldrig forstummer
tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang.
3 Englene sang den
først for markens hyrder;
skønt fra sjæl til sjæl det lød:
Fred over jorden!
Menneske, fryd dig:
Os er en evig frelser fød!
B.S. Ingemann 1850.
| 113 |
Mel.: Wittenberg 1542
1 Den yndigste rose er funden
blandt stiveste torne oprunden,
vor Jesus, den dejligste pode,
blandt syndige mennesker groede.
2 Alt siden vi tabte den ære,
Guds billedes frugter at bære,
var verden forvildet og øde,
vi alle i synden bortdøde.
3 Da lod Gud en rose opskyde
og sæden 1 omsider frembryde,
at rense og ganske forsøde
vor vækstes fordærvede grøde.
4 Al verden nu burde sig fryde,
med salmer mangfoldig udbryde,
men mangen har aldrig fornummen,
at rosen i verden er kommen.
5 Forhærdede tidselgemytter,
så stive som torne og støtter,
hvi holder I eder så ranke
i stoltheds fordærvede tanke?
6 Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for Frelseren græder!
Så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale.
7 Nu, Jesus, du stedse skal være
mit smykke, min rose og ære,
du ganske mit hjerte betager,
din sødhed jeg finder og smager.
8 Min rose mig smykker og pryder,
min rose mig glæder og fryder;
de giftige lyster han døder,
og korset så liflig forsøder.
9 Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste!
1 1 Mos 3,15
Højs 2,1-2
Hans Adolph Brorson 1732.
| 114 |
Mel.: J.A.P. Schulz 1786
1 Her kommer, Jesus, dine små,
til dig i Betlehem at gå;
oplys enhver i sjæl og sind,
at finde vejen til dig ind!
2 Vi løber dig med sang imod
og kysser støvet for din fod;
o salig stund, o klare nat,
da du blev født, vor sjæleskat!
3 Velkommen fra din himmelsal
til denne verdens jammerdal,
hvor man dig intet andet bød
end stald og krybbe, kors og død!
4 Al verden stod i Satans pagt,
da brød vor Jesus frem med magt
og rev os ud med blodig hånd
af alle vore fjenders bånd.
5 Men, Jesus, ak, hvor går det til,
at dog så få betænke vil
den inderlige kærlighed,
der drog dig til vor jammer ned?
6 Så drag os ganske til dig hen,
o Jesus, du vor sjæleven,
at hver af os så inderlig
i troen må omfavne dig!
7 Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå!
8 Så skal det ske, at vi engang
blandt alle helgens frydeklang
i Himlens søde Paradis
skal prise dig på englevis.
9 Her står vi nu i flok og rad
om dig, vort skønne hjerteblad.
Ak, hjælp, at vi og alle må
i Himlen for din trone stå!
Hans Adolph Brorson 1732.
Bearbejdet 1850.
| 115 |
Mel.: Carl Nielsen 1914
Jeg råber fast, o Herre
1 Mit hjerte altid vanker
i Jesu føderum,
did samles mine tanker
i deres hovedsum.
Der er min længsel hjemme,
der har min tro sin skat,
jeg kan dig aldrig glemme,
du søde julenat.
2 Du mørke stald skal være
mit hjertes frydeslot,
der kan jeg daglig lære
at glemme verdens spot;
der kan jeg bedst besinde,
hvori min ros består,
når Jesu krybbes minde
mig ret til hjerte går.
3 Men ak! hvad skal jeg sige,
når jeg vil tænke på,
at Gud af Himmerige
i stalden ligge må,
at Himlens fryd og ære,
det levende Guds Ord,
skal så foragtet være
på denne slemme jord?
4 En perle, der forgættes,
så nøje ledes op,
den blanke demant sættes
i gylden krones top,
man kaster ej en drue
blandt tørre grene ned:
Skal jeg min Gud da skue
i sådan usselhed?
5 Hvi skulle herresale
ej for dig pyntet stå?
Du havde at befale,
hvad end du peged på.
Hvi lod du dig ej svøbe
i lyset som et bånd
og jordens konger løbe,
at kysse på din hånd?
6 Hvi lod du ej udspænde
en himmel til dit telt
og stjernefakler brænde,
O store himmelhelt?
Hvi lod sig ej til syne
en mægtig englevagt,
som dig i silkedyne
så prægtig burde lagt?
7 Nej, Jesus får sit leje
i denne gode jul,
hvor betlere de pleje
at lægge sig i skjul;
det var og ej hans eget,
det hø, hvori han lå,
han havde ej så meget,
han kunne ligge på.
8 En spurv dog har sin rede
og sikre hvilebo,
en svale ej tør 1 lede
om nattely og ro,
en løve véd sin hule,
hvor den sin ro kan få:
Skal da min Gud sig skjule
i andres stald og strå?
9 Ak, kom! jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind
med tusind længselssukke,
kom, Jesus, dog herind!
Det er ej fremmed bolig,
du har den selv jo købt,
så skal du blive trolig
udi mit hjerte svøbt.
1 behøver
Hans Adolph Brorson 1732.
| 116 |
Mel.: Jeg vil din pris udsjunge
Guds godhed vil vi prise
1 Min sol, min lyst, min glæde,
min Jesus, hjertens ven,
hvor længes jeg at træde
og komme til dig hen!
Jeg har en julesang
i hjertet dig at yde,
som skal med tak udflyde,
hjælp selv min troes gang!
2 Man siger mig, du ligger
i krybbe, hø og strå,
kun lig en ussel tigger –
jeg dig dog gerne så!
Nu siger man, hvad kan
en arm hos arme gøre?
Dog hviskes i mit øre,
du er af anden stand.
3 Man siger, at dig følger
kun kors og kummer med,
og at man går i bølger
i dine fodefjed.
Ja, død og Satan til
samt verdens mægtig skare
vil sætte dem i fare,
som dig opsøge vil.
4 Sligt mig vel meget hindrer
og isner mig mit blod,
dog er der lidt, der lindrer
mig ved min hjerterod.
Jeg ved ej hvad det er –
det er en lyst og længsel
at følge dig, om trængsel
mig end til døde skær.
5 Du ser dog, hvad mig knækker,
jeg intet kan formå,
min egen kraft ej strækker
til himmelhøjt at gå.
Så drag mig, Jesus, fort!
Det er jo dog en glæde
til livet at indtræde
igennem dødens port.
Højs 1,4
Thomas Kingo 1689.
| 117 |
Mel.: Fryd dig, du Kristi brud
1 Frisk op! Endnu en gang,
vi vil med bøn og sang
i Ånden os forene
at synge, hvad vi mene:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
2 Gak, sorrigfulde sind,
gak med i stalden ind!
Gud vil sin Søn dig skænke,
hvor kan du dig da krænke?
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
3 Du stolte, bøj dig ned
i hjertens ydmyghed,
bese de ringe sager,
som Gud til takke tager:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
4 Du arme, syng og sig:
O, jeg er mer end rig!
Jeg har i stalden fundet
min skat i pjalter bundet.
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
5 Du rige, tænk dig om
ved Jesu fattigdom,
se til, du ej forglemmer
din frelsers arme lemmer:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
6 I gamle, lister hen
til eders sjæleven!
Går også med, I unge,
af hjertens grund at sjunge:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
7 Hvert ægtepar især
ved denne frydefærd
de unge vej skal vise,
Guds kærlighed at prise:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
8 Og I velsigned’ små
skal ej tilbage stå,
i Herrens hus og hjemme
opløfter eders stemme:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
9 Så skal ej korsets tvang,
ej døden selv engang
os fra vor Jesus rive,
men det skal derved blive:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
Hans Adolph Brorson 1732.
| 118 |
Mel.: Jesus, dine dybe vunder
Nu velan, vær frisk til mode
1 Søde Jesus, jule-fyrste,
spiret op af Isajs rod 1,
vil man dog så hastig tørste
efter dit og dines blod?
Vi i går blandt englelyd
sang din fødsel ind med fryd;
skal vi jamre nu og græde
og i dag en ligsang kvæde?
2 Efter du stod op af døde,
Stefan første martyr blev,
han frivillig ville bløde,
med sit blod sin tro beskrev;
han var frisk og uforfærd
til at føre Åndens sværd,
hvo det voved at modsige,
måtte ham med blusel vige.
3 Falske tungers slangebrodde
hemmelig på hannem stak
og ved løgn ham undertrådte,
det blev al hans gernings tak;
de beløj ham mer og mer,
som så tit i verden sker:
Herrens lov og kirkens ære
skalkeskjul må ofte være.
4 Om end englelys og ære
skinner af hans øjesten,
ville de dog tænder skære
til at knuse ham hans ben;
han har Gud i syn og sind,
dybt han ser i Himlen ind,
råber, mens de øren stoppe:
Jesus står i glans deroppe!
5 Dermed er han dømt til døde,
Herrens glans er dem en gru,
ud af staden de ham støde,
op til Jesus står hans hu;
på hans hoved regner sten,
gør dog hjertet ingen mén,
frit han sig til Jesus vender:
Tag min ånd i dine hænder!
6 Da han vil til døden blegne
og har munden fuld af blod,
beder han, Gud ej tilregne
vil dem deres syndeflod;
dermed han i Jesu tro
hensov til Guds evig ro;
Jesus os den nåde kende,
i slig tro vort liv at ende!
1 Es 11,1
ApG 6,8-15; 7,54-60
Thomas Kingo 1689.
N.F.S. Grundtvig 1832.
| 119 |
Mel.: J.P.E. Hartmann 1890
Thv. Aagaard 1932
1 Julebudet til dem, der bygge
her i mørkets og dødens skygge,
det er det lys, som, aldrig slukt,
jager det stigende mulm på flugt,
åbner udsigten fra det lave,
trøster mildelig mellem grave.
2 Julebudet i vinterens vånde
det er Guds Faders varme ånde,
menneskefaldet til frelse vendt,
menneskets adel på ny erkendt,
hjertets ret til at kæmpe og vinde
evig fastslået, trods hver en fjende.
3 Julebud under storm og torden
melder og giver fred på jorden,
fred til at stride vor strid med mod,
fred til at vente på enden god,
højt under medbør og dybt i sorgen,
fred for både i går og i morgen.
4 Julebudet til dem, der græde,
det er vældet til evig glæde.
Glæd dig da kun, du menneskesjæl,
stinger end ormen endnu din hæl,
favn kun trøstig, hvad Gud har givet,
løft dit hoved, og tak for livet!
J. Chr. Hostrup 1881.
| 120 |
Mel.: Henrik Fibiger Nørfelt 1978
1 Fredløs er freden, hvor menneskets veje
ikke vil følge, hvad skaberen vil;
hjemløst er barnet, som ikke vil eje
tryghed, hvor trygheden ene er til.
2 Rummet omkring os er fyldt til at briste
af de begærendes magtsyge skrål,
og de forkuede frygter at miste
livsdagens mening og livsdagens mål.
3 Løgne så sorte som sydende tjære
udgydes tykt over sandhedens ord.
Hånet blir den, som forsøger at bære
byrden, som tynger en lemlæstet bror.
4 Derfor er tiden for alvor nu inde
til at forkynde for alle: Hold ud!
thi der er fred og forsoning at finde
hos denne menneskesøn, som er Gud!
5 Ikke hvad vi vil, men hvad han os byder,
dette alene skal komme os ved.
Det er fra Betlehem, sandheden lyder:
Barnet er givet til frelse og fred!
Marcus Lauesen 1973.
| 121 |
Mel.: Erik Haumann 1994
1 Blåt vælded lys frem bag skyers skred,
rørte vor jord midt i tidens strømme,
svøbte en flig af Guds evighed
som blanke knopskæl om vinterdrømme.
Skærmer hernede
Gudsrigets glæde
sårbart til stede
i tro og håb.
2 Det barn, der sover ved moders bryst,
er dog det Ord, hvorved alting skabtes:
Englenes glæde, Guds øjenlyst,
menneskers liv her, hvor liv fortabtes.
Han er hernede
Gudsrigets glæde
nyfødt til stede
i tro og håb.
3 Han knytter syvstjernens strålebånd,
åbner dog varsomt de blindes øjne.
Himmel og jord i den samme hånd –
sandhedens lys midt blandt vore løgne.
Er selv hernede
Gudsrigets glæde
synligt til stede
i tro og håb.
4 Sort knejser korset på udbrændt jord,
afslører mørket bag løgnens maske.
Døden blev støv for dit påskeord –
livstræet skyder af sten og aske.
Breder hernede
Gudsrigets glæde
lysfyldt til stede
i tro og håb.
5 Herre, du kom for at leve her,
række din hånd til de små og svage.
Løvspring forjættes i håbets træer,
når dine ord bærer julens dage.
Skaber hernede
Gudsrigets glæde
evigt til stede
i tro og håb.
Lisbeth Smedegaard Andersen 1988.
| 122 |
Mel.: Carl Nielsen 1919
Guds menighed, syng
for vor skaber i løn
1 Guds engle i flok! synger liflig i kor,
som den første jul,
om barnet, Guds-barnet, som fødtes på jord,
om Jesus, vor helt og vor Herre!
2 Guds-folket på jord! tager barnet i favn,
som den første jul!
Med fred kom vor frelser i Faderens navn: vor Jesus, vor helt og vor Herre!
3 Al æren er Guds over højeste sky
for den glade jul,
i billede sit har han skabt os på ny
med Jesus, vor helt og vor Herre!
N.F.S. Grundtvig 1849.
| 123 |
Mel.: Johann Walter 1524
1 Med fred og fryd jeg farer hen,
når Gud befaler,
så blidelig, med Gud til ven,
min sol neddaler;
sødt og saligt sove hen
jeg skal, som han mig loved.
2 Ja, Herre, mine øjne så,
du os har givet,
selv når vi skal i døden gå,
udvej til livet:
Kristus din, vor frelsermand,
han er vort liv i døden.
3 Ham til os alle du har sendt,
vor sjæl til både,
for hele verden gør du kendt
i ham din nåde
ved dit dyrebare ord,
som alle vegne klinger.
4 Midt i det blinde hedenskab
du lod oprinde
et saligt lys, en sol i grav,
hvor mulm var inde.
Israel! din herlighed,
han er vort lys, vor glæde.
Luk 2,29-32
Martin Luther 1524. (Arvid Pedersen 1529).
N.F.S. Grundtvig 1845.
Bearbejdet 1890 og 1947.
| 124 |
Vor Herre han er en konge stor
Mel.: Svensk folkemelodi (1624)
J.P.E. Hartmann 1861
1 Vor Herre han er en konge stor
og troner i Himmerige,
dog mellem de kristne små på jord
usynlig han er tillige.
Men vor Fader i det høje, han lever!
2 Og kvaltes i barnemund Guds ord,
da toges Guds Søn af dage;
men de, som går i Herodes’ spor,
dem møder da og hans plage.
Thi vor Fader i det høje, han lever!
3 Guds engle endnu så vel som før
gør alt, hvad han vil beslutte,
og låse man kan slet ingen dør,
så de jo derind kan smutte.
Men vor Fader i det høje, han lever!
4 Guds engle de stiger op og ned,
hvor Herren som helst er inde,
hans venner de bringer god besked
og skyder dem råd i sinde.
Men vor Fader i det høje, han lever!
5 Nu lystig og glad i Jesu navn!
Vor konge han er med ære,
og tjene må alt de små til gavn,
hvis broder han ville være.
Thi vor Fader i det høje, han lever!
N.F.S. Grundtvig 1845 og 1857.