Advent er forventning

adventskransAdvent er forventning. Ligesom den lille dreng, der står med sin uåbnede kalenderpakke i hånden og siger: ” Det er lige sådan een, jeg altid har ønsket mig!”
Sådan er Advent. Advent betyder at vente sig noget godt. Vi ved ikke helt, hvad der kommer her i december, men vi fornemmer og håber og tror et det er noget godt.
Den der er fuld af håb venter sig noget godt.
Advent kommer af ordet adventus og det er en forkortelse af udtrykket adventus domini, der betyder herrens komme. Herren der kommer er Vorherre, altså Jesus Kristus. Det er Jesus vi venter på i advent. Når alle fire lys er tændt i adventskransen, så kommer Herren, for så bliver Jesus født i Betlehem.

Vær velkommen,
Herrens år
og velkommen herhid!
Herrens år med
vor Guds velbehag
nu bringer os glæde
hver Herrens dag.
Velkommen, nytår, og velkommen her!

N.F.S. Grundtvig 1849
Salmebogen nr. 74 v.4

Advent betyder komme

Advent er forberedelse og forventning til julen, som fejrer, at Jesus kom til verden. Mange adventstraditioner handler netop om at glæde sig og tælle ned til den store julefest. Adventstiden begynder med første søndag i advent, som ligger fjerde søndag før juledag.

Mens vi venter

Et lys mere tændes hver søndag, indtil de fire lys i adventskransen brænder og viser, at nu er det snart jul. Ligesom kalenderlys og kalendergaver handler adventskransen om at tælle ned til jul. Julekrybbe, Luciafest og levende lys hører også til adventstiden. De spreder julestemning og forbereder os på festen, som også handler om, at der blev tændt lys i mørket.

Advent i kirken

I kirken bliver der sunget adventssalmer og læst fra Bibelen om forventninger til Jesus. Mange kirker har taget traditioner som adventskrans og Luciaoptog til sig, og der arrangeres mange julekoncerter i december. Første søndag i advent er også en festdag, som markerer begyndelsen på et nyt kirkeår.

Engang var advent en fastetid

Adventstidens farve er lilla, som symboliserer bod og forberedelse. Før i tiden fastede man som forberedelse til julen. Både sjæl og krop skulle beredes på at tage imod julens budskab. At undvære noget godt i en tid skulle styrke længslen efter, at festen begyndte og samle opmærksomheden om julens åndelige indhold.

Kilde: folkekirken.dk

3TILBUD-ANNONCE