Hvordan bevarer vi roen i en urolig tid?
Af Carsten Dybkjær
I disse dage er det ikke underligt, hvis man lige skal trække vejret en ekstra gang. Droner er blevet set over flere danske lufthavne, regeringen taler om oprustning, og medierne fyldes med ord som hybridangreb, artikel 4 og sabotage. Det føles som om verden er rykket tættere på konflikt – og det kan vække uro i selv det mest rolige sind.
Men netop her lyder Jesu ord fra næste søndags prædiketekst som en modvægt:
“Vær ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig om det, der hører den til.” (Mattæus 6,34)
Bekymring er menneskelig – men ikke styrende
Som lektor i psykologi Sonja Breinholst udtaler i Kristeligt Dagblad, er det helt naturligt at føle bekymring i en tid som denne. Men vi skal ikke være bekymrede over, at vi bekymrer os. Det er en del af det at være menneske. Det afgørende er, at vi ikke lader bekymringen styre vores liv.
Jesus taler ikke om blind optimisme, men om en tillid til, at vi ikke står alene. Han peger på fuglene og liljerne – og minder os om, at vi er i Guds omsorg. Vi er mere værd end spurvene, og vi er ikke glemt.
Fem veje til ro og håb
Inspireret af både evangeliet og psykologien, kan vi finde fem konkrete veje til at bevare roen:
- Acceptér din uro – Bekymring er ikke farlig i sig selv. Den bliver først problematisk, når vi frygter den.
- Flyt fokus – Giv hjernen pauser fra nyhederne. Se en film, bag en kage, vær sammen med dem du elsker.
- Udfordr dine tanker – Spørg: Er det virkelig sandsynligt, at vi står over for krig? Tal med andre om dine bekymringer.
- Vær opmærksom på din adfærd – Begræns nyhedstjek og undgå at lade frygten styre dine valg.
- Tal med børn med omsorg – Giv dem tryghed og vis, at de voksne har ansvar og overblik.
Søg først Guds rige
Jesus afslutter med ordene:
“Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”
Det er et kald til at vende blikket – fra det urolige til det evige. Fra frygt til tro. Fra bekymring til håb.
I en tid med droner over lufthavne og politisk uro, må vi minde hinanden om, at håbet ikke er aflyst. Gud er stadig nær. Og vi er stadig kaldet til at leve med tillid – ikke fordi verden er rolig, men fordi Gud er trofast.
