Ved kirkens alter oplevede jeg det, som er sandt for alle: Jesus Kristus er det Guds Lam, som borttager verdens synd. Alle er frelst. Men ikke alle har oplevet frigørelsen endnu.
Lars Sandbecks bog ”Når kærligheden dømmer” har skabt livlig debat. Endda ”Et folkekirkeligt genmæle” af syv teologer med forhenværende biskop Steen Skovsgaard i spidsen. En debat der også – endnu en gang -dukkede op i Kristeligt Dagblad, dels fra bogens syv teologer, dels i Sandbecks svar i klummen Kirkeligt set.
Desværre fokuserer debatten om alles frelse blot kirkefædres syn på sagen og passager i fem bekendelsesskrifter, som danner grundlag for den evangelisk-lutherske lære. Hvorfor ikke gå helt tilbage til Ny Testamente? Her er rigeligt med stof til både eksklusiv og inklusiv teologi. Og den debat kan alle kristne være med i. Personligt finder jeg rigeligt belæg her for troen på, at det ender godt for alle mennesker.
En fri-halset slave
Da jeg gik til nadver i kirken forleden, havde jeg en helt særlig oplevelse. Præsten udtalte Jesu ord: Dette er mit legeme som gives for jer… Dette er mit blod, der udgydes for jer… og så modtog jeg brød, tyggede og sank det, drak vinen og lod dens varme fornemmelse brede sig ned gennem spiserøret, ned i maven og ud i hele kroppen, syntes jeg. Og jeg udbrød i mine tanker: Waw! Det gælder mig! Det gælder virkelig også mig!
Lige dér blev jeg frelst endnu en gang. Altså frelst i den betydning, ordet havde oprindelig på dansk: fri-halset. En slave, der havde fået lænken låst op om sin hals. Meget dramatisk! Men altså også det, vi nok alle har brug for af og til: at blive frigjorte. Og leve frit som de mennesker, vi er skabt til at være.
Det var en personlig oplevelse, jeg havde dér ved kirkens alter. En subjektiv oplevelse, der hviler på en objektiv virkelighed: at al synd, skyld og skam er sonet ved at Jesus gav sit legeme og blod som offer.
Så når jeg indimellem spørger folk: Hvornår blev du frelst? Og de giver mig en eller anden dato i nyere tid. Så svarer jeg: Nej, egentlig ikke. Du blev frelst for 2000 år siden, da Jesus ofrede sig på korset!
Men heller ikke det er objektivt nok. For det er stadig bundet til tiden. Hvad så med alle dem, der levede før Jesus gik rundt her på Jorden? Er de ikke frelst? Jo, de er. Jeg vil faktisk sige, at alle mennesker til alle tider allerede er frelst.
Hvorfor det?
Det evige nu
Den britiske litteraturprofessor C.S. Lewis skriver i bogen ”Fælles kristendom” (bog IV, kap. 3) om tiden og hinsides tiden. Hvor tiden er en streg på et stykke papir, er evigheden selve det papir, stregen er tegnet på. Evigheden er under, over, på begge sider, ja, i en helt anden dimension end den endimensionelle streg. Gud er i det evige nu, og derfor ser han og virker han i tiden præcis som det passer Gud. Gud har al tid i verden, så at sige, til at lytte til milliarder af menneskes bønner på én gang. Tiden er elastisk for Gud.
Derfor er det heller ikke noget problem for Gud at åbenbare sig som Treenigheden, da han besøger Abraham og Sarah for 4000 år siden og for Kristus at åbenbare sig for kong David som siddende på tronen ved Faderens højre hånd for 3000 år siden eller åbenbare sig som Menneskesøn sammen med Daniels tre venner i Nebukadnezars gloende ovn for 2500 år siden. Og derfor heller et problem at vise sig for Paulus for 1980 år siden, da han var på vej til Damaskus for at arrestere de kristne, eller åbenbare sig for Johannes på øen Patmos for 1935 år siden og vise begivenheder i fremtiden.
Nok om det! Hvad betyder det så for frelsen?
Fra før verdens grundvold blev lagt
Jo, de første apostle gjorde meget ud af at fortælle, at det der med Jesus egentlig blot var en fysisk og tidslig manifestation af noget åndeligt og evigt. Udtrykket ”før verdens grundvold blev lagt” bliver brugt fra tid til anden. Apostlen Peter skriver bl.a.: ”I blev købt med Kristi dyrebare blod, blodet fra Guds uskyldige offerlam. Gud bestemte, længe før verden blev skabt, at Jesus skulle være dette offerlam…
Det betyder, at før der eksisterede en verden, og før der over hovedet var noget, der hed tid, bragte Gud sig selv som offer for den kommende skabnings synder. Gud ofrede den del af sit treenige selv, vi kalder Kristus, grækerne kalder Logos, buddhisterne kalder dao eller tao, og som altså blev kød og blod ved inkarnationen Jesus for omkring 2000 år siden.
Det var det, apostlen Johannes i et syn fik lov til at kigge ind i. En engel sagde til ham: Kom herop, så skal jeg vise dig noget! Og så fik han øje på et lam ligesom slagtet, der lå foran Guds trone, og han så en folkeskare stå og l Gud for hans frelse.
Et sindbillede på den åndelige virkelighed
Jeg tror, det var samme syn, Moses og de 70 ældste så, da de gik op på Sinai bjerg under ørkenvandringen. De så ind i selve den himmelske helligdom og fik besked på, at gå ned og indrette et tabernakel efter det forbillede, de havde set, da de så ind i det evige nu. Og tabernaklet – og senere templet – blev netop indrettet med en forgård, hvor folk kunne komme of ofre et lam eller et andet dyr, hvorefter præsterne ville slagte dyret og gå ind i helligdommens forrum – det hellige – og stænke dyrets blod på alteret. En gang om året gentog dette sig på hele folkets vegne, og da var det ypperstepræsten, der gik med offerblodet ind i det hellige og videre gennem et forhæng ind i det allerhelligste.
De ofrene kunne så gå hjem vel vidende at deres synder nu var sonet og nyde en dejlig følelse af fred i deres hjerter, måske som den jeg oplevede ved alteret i kirken. Men det var jo ikke dét lam, der sonede synden, lammet var blot et billede, et symbol, et sakramente, som skulle minde om det eviggyldige offer, som var blevet bragt udenfor tiden i evighedens nu for alle mennesker.
Lammet er ofret nu og altid
Det er på den baggrund, Johannes Døber udbryder, da han ser Jesus komme gående for første gang: ”Se Guds Lam, som bærer verdens synd!” I andre oversættelser står: ”borttager verdens synd”. Men læg mærke til at i begge tilfælde siger han ”bærer” eller ”borttager” i nutid. Det er altså ikke blot noget, der skete en gang, eller noget, der vil ske i fremtiden, men noget, der sker hele tiden, fordi det sker i det evige nu udenfor tid og sted.
De var det, der pludselig gik op for mig i kirken. Jesus Kristus er det Guds Lam der en gang for alle er ofret for alle menneskes synd, og da jeg spiste brødet og drak vinen, oplevede jeg helt personligt og subjektivt, at det også gælder mig!
Interessant er det, at i historien om Jesu korsfæstelse sker der noget i templet Jerusalem lige i det øjeblik, hvor Jesus udånder på korset. Da flængedes forhænget mellem det hellige og det allerhelligste, så der ikke længere er den midlertidige adskillelse. Forhænget flænges ”fra øverst til nederst” som for at sige, at det er Gud selv, der nu godtager offeret og fjerner alle forhindringer for at skabe en direkte adgang til Gud for alle mennesker.
Kristus er både ypperstepræst og offer
Der er faktisk et helt brev i Ny Testamente, der forklarer alt dette i detaljer. Hebræerbrevet begynder med, at ingen skal være bange for at de er kommet for sent til hvilen og freden i Guds nærhed, og forfatteren udlægger derefter, hvordan Jesus Kristus både som ypperstepræst og som sonoffer er opfyldelsen af alle de midlertidige foranstaltninger, som skulle give et ”sindbillede” af den virkelighed, som altid er gældende i det evige nu. Kristus bragte som ypperstepræst sig selv som sonoffer for al synd og går lige nu som Guds Lam i forbøn for os alle, fordi han ved, hvordan det er at være menneske – han har jo selv prøvet det! – og ved, hvordan vi banker os selv oven i hovedet over alt det forkerte vi kommer til at gøre.
Hermed et forsøg på – i den verserende debat om alles frelse – at skildre den objektive virkelighed, at alle er frelst ”fra før verdens grundvold blev lagt” og kan opleve det rent subjektivt ved at tage en timeout og reflektere over det, gå en tur i naturen, se ind i en babys øjne, eller måske endda gå frem til alteret i en kirke og modtage det sakramente som rent symbolsk giver krop til det åndelige, som knap nok kan begribes af vores begrænsede forstand.
Svend Løbner er freelancejournalist for flere kirker og hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner. Han er uddannet i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Svend har bl.a. skrevet bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), og forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014). Han har også skrevet to gratis e-bøger om kirkelig kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020).
