Antologien ”Kærlighedens blik” er en guldgrube af viden og inspiration til enhver, der vil række ud over sig selv til andre og opbygge et sammenhængende og livsbekræftende samfund.
Hvordan ville samfundet se ud, hvis mennesker ikke rakte ud til hinanden, dannede relationer og gav en hjælpende hånd efter behov? Så ville ordet ”samfund” miste sin betydning, for så ville der ikke være nogen, der fandt sammen, og så ville vi blot vandre rundt som ensomme aliens på planeten.
Men nu er der heldigvis en indre trang i os alle til at danne relationer, ja, venskaber betyder alt. Og i nødsituationer er vi taknemmelige for det sociale sikkerhedsnet, der trods alt er, og – ikke mindst – de frivillige organisationer, som gør en dyd ud af at række ud til os. Det gælder også religiøse institutioner som folkekirken, der i virkeligheden yder meget mere, end vi betaler kirkeskat for.
Det står klart efter at have gjort nogle nedslag i bogen Kærlighedens blik – socialt-etisk arbejde i folkekirken, Københavns Stift. Det fine ved antologien er, at den gør opmærksom på, at relationer går begge veje; både den hjælpende og den hjælpeløse er sårbare, den ene er bare bedre til at skjule det end den anden. Begge er skamfulde, den ene ved ikke at synes at han eller hun gør nok, den anden ved at have hjælp behov.
Det er disse to hurtige nedslag, der må videre ud i offentligheden.
Sårbarheden har mange toner
Jeg sidder med en klump i halsen, når Ingeborg Ilkjær fortæller om den ældre, ensomme Viggo med KOL, som bor på 4. sal og ikke har været uden for en dør et år. Luften i lejligheden er indelukket, og et hemmeligt rum forbliver forseglet, indtil fortrolighed er opnået, og besøgsvennen bliver lukket ind i et univers, der afslører Viggo som en gudsbenådet kunstmaler. Vægge og staffelier er udsmykket med det smukkeste kunstværker og vidner om en tid med livsudfoldelse til glæde for omgivelserne. Men nu er Viggo gammel og syg. Hver morgen vågner han med spørgsmålet, om han mon kan trække vejret og overleve en dag mere. Relationer er der ikke meget tilbage af, børnene synes at have glemt ham, og det har venner og tidligere kærester øjensynlig også. Eneste kontakt med omverdenen er besøgsvennen, der kigger ind en gang imellem. Og de eneste to spørgsmål, der bliver stillet ved afskeden er: Hvornår kommer du igen? Og vil du lige tjekke om min bil stadig står dernede på gaden?
”Sårbarheden har mange toner,” lyder titlen på dette kapitel i antologien. Ingeborg Ilkjær slår tonen an: ”At møde et andet menneske og have blik for sårbarheden forudsætter, at vi som frivillige og ansatte i folkekirken er villige til at erkende vores egen sårbarhed.” Og det betyder ganske enkelt, at vi alle er fødte, babyer, børn, teenagere, unge, voksne og ender med at blive gamle og ensomme som Viggo. Ind imellem også på ubehagelig rutsjetur i samfundsmaskinen, når krisen rammer eller vi bare falder udenfor. Vi stigmatiseres, stemples, skjuler os og ender i en tåge af skam. Derfra kan det forhåbentlig kun gå opad, når nogen rækker ud over sig selv for at nå og forstå os.
Skammen rammer hårdt
Et kapitel i antologien, der næsten kan tage pusten fra én, har den korte titel ”Skam”. Først i en form for lettelse, da Jakob Egeris Thorsen indleder med, at skam et almenmenneskeligt fænomen. Dernæst i en genkendelighed, en tyngde, en smerte, når man ikke blot har begået en overtrædelse, man kan bede om undskyldning for, altså und-skyld-ning, fordi det handler om skyld, man kan komme af med. Men netop skam, at man er forkert, mislykket, uforbederlig. Skammen rammer hårdt!
Derfor er ”skamafbødning” af allerstørste betydning i kirkeligt omsorgsarbejde, altså det, der ligger særdeles centralt i kristendommen: nåde, tilgivelse og Guds overstrømmende kærlighed.
For at kunne afbøde skammen, må man kende skammens mange ansigter. Det ene ”tilpasningsskam”, skriver Jacob Egeris Thorsen, altså den skam vi oplever, når vi ikke lever op til forventninger og normer i gruppen og samfundet. Det andet ansigt er ”traumatisk skam”, altså skam, der er påført os ved omsorgssvigt og overgreb. Her er mennesker på kanten overrepræsenteret i statistikken. Det tredje ansigt er ”samvittighedsskam”, hvor man har forbrudt sig mod egen samvittighed ved enten at have overtrådt grænser eller ved ikke at leve op til egne moralske normer. ”Intimitetsskam” er endnu et af skammens mange ansigter og opleves især af ældre og personer med handikap, som ikke selv kan klare toiletbesøg og personlig hygiejne. Til sidst nævner Thorsen ”empatisk skam”, hvor man enten bliver udskammet eller befinder sig i en uværdig og skamfuld situation.
Her er det vigtigt for omsorgspersonen at håndtere og dermed afbøde skamreaktioner med ro, anerkendelse og indbydelse til fællesskab. Skabe rum med ”social resonans”, som Thorsen udtrykker det, altså hvor der opstår en form for samhørighed, der bør kendetegne ethvert samfund, hvor dets indbyggere finder sammen.
En guldgrube af viden og inspiration
”Kærlighedens blik” er en guldgrube af viden og inspiration til enhver, der vil række ud over sig selv til andre og opbygge et sammenhængende og livsbekræftende samfund. Antologien bygger på solid viden fra kompetente forfattere og tager udgangspunkt i en undersøgelse af Københavns Stift, der bl.a. afslører, at fattigdom og ensomhed er udbredte problemer.
Mellem 22 og 34 procent af befolkningen i Vesterbro, Nørrebro og Bispebjerg-Brønshøj må betegnes som fattige, idet de lever for en husstandsindkomst under 261.000 kroner om året. 4,4 procent er børnefamilier. Mellem 10 og 15 procent viser som i resten af landet tegn på ensomhed. Her menes ufrivillig social isolation, hvor man savner at kunne indgå i et socialt fællesskab på et eller andet niveau.
Et kærligt blik er et must read for alle, der kerer sig om deres medmennesker og gerne vil gøre en lille forskel for dem i hverdagen.
Kristine Kaaber Pors, Elizabeth Knox-Seith, Ingeborg Ilkjær, Simon Scott Palmer, Eva Skærbæk (red.)
Kærlighedens blik – Socialt arbejde i folkekirken, Københavns Stift
Eksistensen 2026