Adventskalender 2025

Kirken har en stemme i Sydsudan

Kirken har en stemme i Sydsudan

I krig svigter systemerne, og mennesker lades i stikken. I Sydsudan er kirken den eneste institution, som stadig har befolkningens tillid. Derfor samarbejder MAF med kirker om at skabe forsoning i landet.

I Sydsudan er kirken det eneste netværk, der har befolkningens tillid og kan samle folk fra forskellige klaner og stammer, der tidligere så hinanden som fjender.

Det kom tydeligt frem ved MAF Danmarks’s besøg i Juba sammen med CKU, som havde finansieret et fred- og forsoningsprojekt netop gennem lokale kirker. CKU står for Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde og er en sammenslutning af 36 kirkelige hjælpeorganisationer, heriblandt MAF Danmark.

En styrke at arbejde gennem kirker

MAF flyver ud med teams, der er trænet i materialet Healing Hearts, Transforming Nations for at holde tre dages workshops om traumeheling i afsidesliggende og isolerede landsbyer over hele Sydsudan. Blot indenfor det seneste års tid er workshoppen holdt i 9 kirker med tilsammen over 1000 deltagere fra forskellige stammer og klaner. Desuden to workshops i hhv. en militær institution og et hospital.

– Det er i kirken, de etniske grupper som ligger i strid med hinanden kommer sammen, grupper som ellers nærer mistillid og ligefrem had til hinanden, fortæller seniorrådgiver Ole Ramsing fra CKU, der deltog i workshoppen.

– Jeg spurgte ind til, hvordan MAF arrangerer disse workshops, fortsætter han. – De fortalte, at det kan de kun, fordi det er kirken, der beder om det. Fordi der er ingen, der stoler på lokaladministrationen, på regeringen eller andre. Kirken er den eneste institution, man har kunnet stole på. Så det er helt klart en styrke, at MAF og Healing Hearts arbejder gennem kirker.

Kirkerne er forandringsaktører

Fra MAF deltog administrator Svend Stokbæk, og han var også imponeret:

– Vi så at kirken er forandringsaktør. Det er den, folk vil lytte til. Så det, at man kan samle folk, invitere dem, og de kommer, det synes jeg var stærkt. Og der er efterspørgsel fra kirker over hele landet på at lave flere workshops.

Kirken har en stemme, fortæller Svend Stokbæk.

– Det er kirken, folk lytter til, ikke myndighederne. Regering og opposition har jo været involveret i splittelsen, hvor stammekonflikter smitter helt ned på familieniveau. Så kirken er det eneste neutrale rum, der er tilbage. – Det, at de politiske ledere er splittet, skaber også splittelser gennem samfundet.

Spredningen af våben gør heller ikke landet mere sikkert, siger han.

– Den måde, man tager hævn på, skaber mere fattigdom, som igen fører til kriminalitet og mere splid. Som hævn går man efter den, som er forsørger, den stærke i den anden familie, klan, eller stamme. Så det er jo ikke noget, der skaber udvikling. Det skaber bare endnu mere fattigdom. Og noget af voldsudøvelsen skyldes jo også fattigdom i bund og grund. Og det afleder så mere hævn.

Muslimer deltager også i workshops

Sydsudan har været hærget af krig og konflikt i 70 år. Først i 2011 blev landet selvstændigt efter årtiers kampe med det muslimske styre i nord. Men allerede i 2013 begyndte rivaliserende stammer i verdens nyeste nation at bekrige hinanden.

Så der er nok traumer at tage fat på i den lidende befolkning, hvor også muslimer og folk med traditionelle religioner bærer rundt på sår og skuffelser.

Hvad gør man i kirkerne så, når der er muslimer med til freds- og forsoningsworkshoppen?

– Så involverer man også dem, og de er med i dialogen, fortæller Svend Stokbæk. – Her spørger man også muslimerne: Hvad står der i Koranen om det her? Så får de lov til at dele det, ligesom alle andre kan dele deres tanker. Der er også nogle gange tid til at man kan sidde og bede. Det gør man bare individuelt, som man gerne vil. Men materialet, det ved man godt er lavet ud fra kristne principper. Om Gud som skaber og om fx Josef i Gamle Testamente, der blev svigtet af sine brødre og måtte igennem en lang proces frem til tilgivelsen.

Hvad har du selv personligt ud af rejsen?

– Det var en berigelse for mig at være med. Nu kan jeg som ansat i MAF bedre fortælle om projektet, fordi jeg har set og oplevet det, og deltaget i Healing Hearts workshop og nu ved, hvordan de underviser både med oplæg og drama.

Soldater har også deltaget i workshoppen

MAF har også holdt Healing Hearts-workshops for omkring 100 soldater på forespørgsel fra en general, der selv havde modtaget undervisningen. Derudover har man også lavet en workshop på et hospital.

– Man havde et vist antal deltagere, men så viste det sig, at pårørende til patienterne også ville være med. På den måde blev undervisningen spredt som ringe i vandet. Og det er jo formålet. På den måde kan man langsomt men sikkert ændre samfundet.

Det hele begyndte i 2019, da man i MAF South Sudan opdagede, at lokale medarbejdere kæmpede med dårlige minder og følelser fra krigen.

– Den daværende landechef Corina de Waal oplevede, hvordan alle medarbejderne selv havde traumer. Så hun undersøgte, hvordan man kunne arbejde med det. Så hun fandt frem til konceptet “Healing the Wounds of Ethnic Conflict” (HWEC) og lavede et kursus for alle medarbejderne. Hun blev oplært i konceptet og fik trænet andre. Og i dag er en masse frivillige i MAF engageret i projektet. Det fantastisk, at de lægger så meget tid og energi i at skabe heling og forsoning for mennesker i deres eget land.

Gudstjeneste juleaften foto Hans Jørgen Larsen

Hvornår er der gudstjeneste juleaften?

Få besked om alle gudstjenester og arrangementer
i kirker
i radio og på TV
online og podcast

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Gudstjeneste juleaften foto Hans Jørgen Larsen

Hvornår er der gudstjeneste juleaften?

Få besked om alle gudstjenester og arrangementer
i kirker
i radio og på TV
online og podcast

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.