Andreas Lindbjerg Nielsen
I morgen fredag åbner et helt nyt medie dørene. Kirke.dk hedder det digitale fagmedie, som bliver udgivet af Kristeligt Dagblad og henvender sig til beslutningstagere, ansatte, folkevalgte og frivillige i dansk kirkeliv.
Skrivende redaktør på Kirke.dk er Kåre Gade, som blandt andet har en fortid som stiftskonsulent i Helsingør Stift, vært på P1’s ‘Folk og Kirke’ samt kirkeredaktør på Kristeligt Dagblad. Han forklarer, hvad Kirke.dk mere præcist vil skrive om:
– Kirke.dk er et fagmedie. Hvor Kristeligt Dagblads kirkeredaktion fokuserer på tro, etik og eksistens for den bredt kirkeinteresserede læser, skriver vi for dem, der arbejder i kirkelivet og går derfor mere i detaljer med det faglige stof. Det kunne være, hvordan de kirkelige organisationer praktisk tilrettelægger deres telt på Folkemødet. Eller hvad kordegnene siger om problemerne med folkekirkens nye lønsystem. Eller artikler med forskellige bud på løsninger på udfordringen med præstemangel eller ledige pladser på kirkegårdene.
For fagligt til svigermor
Ambitionen er, at Kirke.dk skal være en kombination af nyhedsartikler og løsningsorienteret journalistik. Sidstnævnte vil de blandt andet gøre ved at inddrage andre ikke-kirkelige aktører fra civilsamfundet for at se på, hvordan de har løst lignende problematikker. Kåre Gade medgiver, at det bliver et meget nørdet og smalt område, de beskæftiger sig med.
– Min svigermor glæder sig til at se, hvad det er, jeg skal til at lave. Men jeg har sagt til hende, at hun nok aldrig kommer til at læse det. Hun kommer ellers selv i kirken, men er ikke fagligt engageret, så hun vil formentlig ikke have noget ud af det, fortæller han.
Oplagte kunder til et abonnement på Kirke.dk er sogne, stifter og kirkelige organisationer. Listeprisen for et abonnement med fire adgange er 6475 kroner per år svarende til 1619 kroner per medarbejder. For eksempel kan en præst, en menighedsrådsformand, en kirke- og kulturmedarbejder og en organist alle få fuld adgang til hjemmesiden.
På nuværende tidspunkt er det ikke meningen, at man kan købe adgang til hjemmesiden som enkeltperson, men det vil man muligvis kunne forhandle sig til.
Finansieres af kirkeskattemidler
En stor del af Kirke.dk’s potentielle kundekreds er landets menighedsråd. Hos Landsforeningen af Menighedsråd ser man med spænding frem til, hvad det nye medie kan levere.
– Det er enormt positivt, hvis der kan blive skabt et forum, der kan styrke samtalen mellem arbejdsgivere og arbejdstagere i det danske kirkeliv. Så det bliver interessant at se, hvordan de vil varetage den opgave, siger formand Søren Abildgaard.
Han er samtidig nysgerrig på, hvordan mediet vil overbevise nye abonnenter om, at de er prisen værd:
– Der kommer nok ikke til at stå 13.000 abonnenter klar. De fleste har jo deres største fokus og interesse i det lokale arbejde, så man skal kunne begrunde, at man har behov for et abonnement oven i det, man måske allerede har fra Kristeligt Dagblad. Det, tror jeg, bliver svært.
Ifølge Søren Abildgaard er det de færreste medlemmer, der vil kunne betale for en adgang af egne midler. Derfor skal det i sidste ende finansieres af kirkeskattemidlerne.
Folkekirken er for langsom
Lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet, Hans Raun Iversen, mener, at Kirke.dk i teorien kan udfylde en tom plads for den mere fagligt tunge debat, der ikke længere er plads til i Kristeligt Dagblads spalter.
– Der er en chance for, at det kan blive en succes, for der er ingen i dag, som dækker i hele bredden. Men jeg mangler at se, hvilke redskaber og indhold de konkret vil stille til rådighed.
For 20-30 år siden ville Hans Raun Iversen have været oprørt over, hvis en kommerciel aktør gik helt ind på kirkens område.
– Men sådan er verden nu engang i dag. Og selvom folkekirken i princippet sagtens selv kunne have stået bag noget lignende, så er den alt for langsommelig og umanøvredygtig til det, hvis man skal have alle med, siger Hans Raun Iversen.
Kirke.dk’s redaktion kommer fysisk til at sidde i deres egne lokaler hos Kristeligt Dagblad i København. Den består foruden redaktør Kåre Gade af to journalister, to praktikanter, to studentermedhjælpere samt en række freelancere. Desuden vil en lang række aktører fra kirkelivet bidrage med klummer og analyser i løbet af året.