Trinitatis en guddommelig dans

Trinitatis en guddommelig dans

Trinitatis en guddommelig dans. Alle er inviteret med i den guddommelige dans

Trinitatis: Treenigheden er ufattelig rent logisk-matematisk. Men måske kan et begreb fra teaterverdenen bane vej for intuitiv erkendelse?

Af Svend Løbner, journalist, forfatter og foredragsholder

Vi er nu inde i den lange periode i Folkekirkens tekstrække, der kaldes Trinitatis. Det peger på det unikke ved kristendommens gudsbillede. Treenigheden: at Gud er én – og dog tre – og tre – og dog én.

De fleste præster har ved første i søndag i Trinitatis nok måttet indrømme, at de ikke forstår Treenigheden, og at den heller ikke kan forstås ved logisk tænkning. For hvordan kan noget samtidig være en og tre. Det er en matematisk umulighed.

Men som så meget andet ved livet skal det kristne gudsbillede måske ikke forklares, men åbenbares, måske ikke forstås logisk, men erkendes intuitivt.

Trinitatis en guddommelig dansGuddommelig koreografi

Den amerikanske franciskanermunk Richard Rohr kan måske vise vej i den forbindelse. I bogen ”The Divine Dance” (Whitaker House 2016) henviser han til de kappadokiske kirkefædre i 300-tallet. Bogen brugte et udtryk fra teaterverdenen for at forklare Treenigheden: Perichoresis.

Fra ”choresis” henter vi ordet koreografi, og fra ”peri” kommer det kendte orde periferi. Perichoresis kan derfor forstås som en art koreografi fra periferien og kan derfra lede til en forestilling om cirkeldans.

På den baggrund er Treenigheden i Rohrs optik en konstant cirkelbevægelse mellem de tre personer i guddommen. Relationen mellem dem, kærligheden, der definerer den kristne gudsopfattelse. Gud er fællesskab, konkluderer Rohr, et kærlighedens fællesskab, der giver og modtager kærlighed i en uendelighed.

Kærlighedens strøm

Læg dertil, at ordet ”person”, som vi tit bruger for at betegne Fader, Søn og Helligånd, også på oldgræsk kommer fra ordet ”per-sona”. Hvor ”sona” betyder lyd – tænk sonar – og ”per” betyder igennem. En person er altså en entitet, som transmitterer lyd.

Igen stemmer det med oldkirkens begreb om Treenigheden. Guddommen er en cirkeldans, hvor hver enkelt ”person” lader kærlighedens ”lyd” gennemstrømme sig fra den ene til den anden.

Richard Rohrs pointe er klar: Det kristne gudsbillede er unikt og formidler essensen i kristendommen. Nemlig at Gud er kærlighed og at denne kærlighed er bevist gennem Jesu Kristus og udgydt i vores hjerter gennem Helligånden.

holy trinity Jozef Hanula“/ CC0 1.0

Mennesket inviteres med

Her er vi inde ved endnu en pointe i The Divine Dance. Gud inviterer mennesket ind i cirkeldansen, ind i selve Treenighedens kærlighedsdimension.

Richard Rohr henviser til et ikon af Treenigheden. Ikonen blev skabt af den russiske maler Andrei Rublev i begyndelsen af ​​det 15. århundrede. Her ses de tre personer i guddommen kigge ned mod noget, der ligner et spejl og derfor gengiver beskuerens billede. Treenigheden inviterer altså enhver, der ser på ikonen, ind i Treenighedens fællesskab, ind i selve guddommens kærlighedsudveksling.

Ikke at det forklarer Treenighedens mysterium, men det giver unægtelig noget at meditere over. Og viser i hvert fald på mystisk vis vej til en dybere erkendelse af det ufattelige, at Gud er kærlighed og ønsker fællesskab med sin skabning.

Måske kan det inspirere prædikener i Trinitatis-perioden, der varer kirkeåret ud.

Husk søndag!

Få information om gudstjenester i kirker, på TV, radio, online.

Vi spammer ikke! Læs vores [link]privatlivspolitik[/link] hvis du vil vide mere.