Allehelgen. Set i et større tidsperspektiv er et menneskeliv at regne blot som et sekund.
Som der står i det Gamle Testamente: Mennesket er som græsset, der står i dag og i morgen kastes i ovnen. Kort kan et menneskeliv synes os.
Men dets betydning kan være nok så stor!
I dag på Alle Helgen mindes vi, hvad vor kære sagde og gjorde og ved, at en stor del af det, vi gør og siger er præget af det de gamle lærte os. Af det vores venner lærte os . Af det vore kære familie gav os medens de var her i live.
Vore nærmestes ord, kærtegn, og gerninger holder vi i erindring, og det hjælper os at leve. De er som lys og salt. Lys, der lyser op og salt der bevarer og giver kraft til det daglige liv.
Vi er stolte af de døde ‑ vi ærer dem.
Derfor fejrer vi allehelgen.
Husker dem der gik foran os og prægede vort liv og vort folks liv. Og vi tænker også på dem der ikke har nogen til at mindes sig.
Hvorfor betød det menneske så meget for mig, spørger vi måske os selv. Hvordan kan det være, at det elskede mig – eller at det ikke gjorde! –
Og jo bedre vi kommer til at forstå de af vore kære, som nu er døde, men som har sat deres præg på os, jo bedre vi kommer til at forstå dem, jo bedre kommer vi til at forstå os selv.
Og som vi bærer sporerne i os af vore kære, er vi selv med til at sætte
spor i dem, vi lever sammen med. Derfor kan det få stor betydning, hvordan vi vælger at leve og være til i verden.
Ved Allehelgen er vi samlede for at mindes vore døde. Vi bliver mindet om, at ingen af os skal leve evigt. Vores tid er begrænset og derfor gælder det om, at være fuldt og helt til stede i vort liv, mens vi har det.
“Floden er gammel, floden er ny”, skriver Benny Andersen i “Mørkets sang”.
Jordkloden er gammel og vi har allerede levet i mange dage, alligevel er hver dag samtidig ny. Hver dag er for os en helt ny chance, en chance for at bryde gamle mønstre og leve og elske og derved sætte livgivende spor.
At turde vise sorg og at dele sorg
“Vis mig dit ansigt før alt er forbi” slutter Benny Andersen sit digt.
Vis mig, hvem du er, mens vi har chancen for at være til sammen. Her i Danmark kan vi ofte være tilbøjelige til at skjule vort sande ansigt, skjule de følelser som måtte afspejle sig i det. Det er som om vi kun tør vise os for andre, når vi er glade. Når vi sørger og er kede af det, så holder vi os for os selv.
Og vi tør heller ikke besøge dem der sørger. De må hellere få lidt fred tænker vi. I sydligere himmelstrøg er de mere vant til at sørge sammen. Man samles og græder sammen. Det er en naturlig del af deres kultur. Vi i det kolde nord, skal ligesom tage os sammen for at turde være sammen i sorgen. Heldigvis er der da på landet traditioner som begravelseskaffe, hvor følget efter højtideligheden i kirken kan samles og være sammen i en stund. Men senere når det bliver hverdag, så kan det ske at de efterladte må sidde for meget alene. Her er det vi må prøve at tage os sammen til at hjælpe hinanden. De der har mistet kan måske lave en sorggruppe og der dele de fælles erfaringer.
Inspireret af sognepræst Ilse Ammentorp Sand