”Et folkekirkeligt genmæle…” er syv teologers protest mod at alle ender med at blive frelst. Men de efterlader kriseramte og sorgbetyngede i usikkerhedens skruestik.
Teologi betyder tanke eller tale om Gud. Logi rimer på logik, og derfor skulle der gerne være en indbyrdes logik i tanken og talen om Gud. For eksempel at en kærlig gud ikke sender mennesker til at pines i helvede. Det ulogisk. Og det er uteologisk al den stund at Gud er kærlighed, og at Kristus ifølge kristendommens grundtese bærer hele verdens, dvs. alle menneskers, synd.
Derfor må der findes andre forklaringer på de tilsyneladende modsætninger i Ny Testamente, hvor helvede rigtignok nævnes som modsætning til himmel, og hvor frelse er det, der redder, frigør og genopretter mennesker.
Behov for afklaring af centrale begreber
Lige her er der brug for at afklare hvad begrebet frelse dækker. Det har teologer fra de første århundreder efter Kristus op til i dag bakset med. Og det er netop pointen med Lars Sandbecks bog ”Når kærligheden dømmer”, som får knap så kærlige ord med på vejen af syv andre teologer i bogen ”Et folkekirkeligt genmæle mod Lars Sandbecks kristendomsforståelse” (ProRex 2025).
I mine egne studier har jeg fundet ud af, at ordet frelse – både på hebraisk og græsk – har bred betydning og kan inddeles i tre dimensioner: Redning, frigørelse og genoprettelse. Redning fra syndens straf, frigørelse fra syndens magt og genoprettelse af al den ravage, som synden har forårsaget.
Et godt eksempel er, hvordan man redder en druknende. Først skal personen ud af vandet. Så skal vandet ud af personen. Og så skal personen ind på land og blive tørret og få rent tøj på!
Overført på frelsen: Vi er frelst fra den evige druknedød, fortabelsen. Nu skal vi frelses fra dens indflydelse på os. Og en dag, når døden indtræffer, overgår vi til det rige, hvor hver tåre skal tørres af vore øjne og der ingen gråd eller skrig skal være mere.
Diskrepans mellem teologi og sjælesorg
Sandbeck har medmennesket i fokus, når han argumenterer for alles frelse. Hans anliggende er sjælesørgerisk, som når han som præst skal tale med og trøste efterladte om deres afdøde slægtninge, som måske både var udøbte og ikke-troende. Det får ham til at ekstrapolere dilemmaet til den overordnede teologi, hvor han ser en diskrepans mellem det, folkekirkepræster lærer på teologistudiet (som bygger på den store dikotomi, himmel og helvede) og den forkyndelse, de leverer i kirken, ved sygeseng og begravelse (om at Gud elsker mennesker og nok skal tage sig af dem).
Men for de syv teologer, anført af tidligere biskop over Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard, som er redaktør, er det folkekirkens bekendelsesskrifter, der er i fokus. De advarer mod vranglære og sætter spørgsmålstegn ved, om Lars Sandbeck overhovedet må undervise på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, hvor han er ansat.
”Et åbent sår i kristendommen”
De syv præster tager udgangspunkt i den augsburgske trosbekendelse, der som en af fem trosbekendelser udgør grundlaget for Folkekirken. Og her står ganske rigtigt i artikel 17 at ”de ugudelige mennesker og djævlene vil han (Kristus) fordømme til at pines uden ende”.
Den virkelighed medfører anfægtelser, tvivl og endda fortvivlelse hos den troende. Noget, som umiddelbart må opfattes som negativt, da det kan medføre angst og depression hos sarte sjæle.
Men sådan er det ikke for de syv teologer. Selv om Sten Skovsgaard indrømmer, at det er ”et åbent sår i kristendommen” (s. 18) anklager han Lars Sandbeck for at se helt bort fra ”det poetiske, det mystiske, det sindsoprivende, skræmmende eller uforklarlige ved Gud” (s. 35). Skovsgaard priser i stedet anfægtelsen som noget positivt: ”Fremfor at tale eller prædike til forstanden er det både mere bibelsk og frugtbart at give plads til anfægtelsen… Der er noget sundt ved anfægtelsen, og hvis man forsøger at blive fri for den, risikerer man at gå glip af Guds velsignelse.” (s. 40).
Hvad med lidt afklaring?
Forstå det, hvem der kan. For i mødet med den sørgende, fortvivlede, anfægtede kan det næppe være nogen trøst, at de blot skal vente i vadestedet på, at det går over af sig selv og siden bliver afløst af en diffus ”velsignelse”. Skovsgaard har da heller ikke andet at sige til dem, der sørger efter en afdød kær slægtning, at ligesom vi elsker vores børn, elsker Gud os og hører vores bønner: ”Med forbønnen rejser vi mindesmærker hos Gud, så han husker dem, vi mindes og beder for” (s. 51). Hvilken trøst! Ingen garanti for noget som helst!
Hvad med lidt afklaring? Hvis Gud elsker os, mon han så ikke også vil redde os på målstregen? Hvis Kristus bærer, ja fjerner, hele verdens synd, hvordan kan selv et stædigt menneskebarn så undgå at blive frelst?
Fastholdt i usikkerhedens skruestik
Hos bogens forfattere er det ikke afklaringen, men anfægtelsen, der er troens brændstof. Jo, mere vi kæmper med tanker om vores evige skæbne, jo mere nærmer vi os Gud og kan kaste os i hans favn.
Det giver bare ikke mening. Og det er slet ikke det, evangeliet betyder, nemlig det glædelige budskab.
Efter endt læsning af ”Et folkekirkeligt genmæle…” står jeg tilbage med en fornemmelse af, at her er præster og teologer, der for enhver pris vil fastholde mennesker i usikkerhedens skruestik med en sort truende sky af fortabelse og helvede hængende over deres hoveder.
Evangeliet vendes på hovedet, når menneskers reaktioner får så afgørende betydning, at de helt annullerer det, der nødvendigvis, teo-logisk, må være den evige Guds iboende kærligheds væsens udtrykkelige og gennemførbare intention: at frelse alle de mennesker, Gud har skabt. Hvordan kan vores svingende tro og svigtende livsførelse nogensinde ændre den almægtige Guds erklærede vilje, at alle mennesker skal frelses og erkende sandheden?
”Et folkekirkeligt genmæle…” er skrevet af
- Helga Døssing Bendfeldt
- Jesper Dupont Birkler
- Lars Hougaard Clausen
- Johannes Bartholdy Glenthøj
- Erik Holmgaard
- Flemming Baatz Kristensen
- Steen Skovsgaard (red.)
Forlag: ProRex 2025
