Håb i klimakrisen. Anne Grethe Jørgensen efterlyser, at præster løfter deres profetiske stemme mod ulykkerne, som rammer os og resten af skaberværket i øjeblikket.
På onsdag, den 19. marts, er det Danmarks ”Overshoot Day” eller overforbrugsdag. Tre dage senere end sidste år men stadig skræmmende tidligt. Dagen markerer at vi danskere resten af året bruger flere af Jordens ressourcer, end der tilkommer os. Godt 4 ½ jordklode skulle der til, hvis alle i verden levede som os!
Det går jo ikke, men hvad skal man gøre? Vi får hverdagen til at fungere og lever med klima-bekymring, som for nogle – især de unge – bliver til noget værre.
Alle himlens fugle er fløjet
Biblen sætter ord på de mørkeste tanker om fremtiden:
Jeg så jorden, og der var tomhed og øde, himlen, og der var intet lys. Jeg så bjergene, og de rystede, alle højene skælvede. Jeg så, og der var intet menneske, alle himlens fugle var fløjet.
Men Jeremias var ikke bare en håbløs sortseer (Jer 4). Nogle kapitler længere henne giver han judæerne en opsang, som meget lyder som noget nogen gerne måtte sige til vores unge, der tøver med at få børn. ”Få sønner og døtre, bliv flere derovre (i Babylon) ikke færre! Stræb efter lykke og fremgang …” (Jer 29).
Medfølelse, modspil og håb, fremfor alt håb. Kan kirken og troen give os det samme i dag, i klima- og naturkrisens skygge?
AnneGrethe Jørgensen
Jeg er farmor og bonusbedste til syv, og jeg har meget brug for fremtidstro! For at kunne mærke drømmen, Gud har for os. Så jeg ikke falder i og havner i mareridtet, der virker som det mest sandsynlige.
Så jeg går i kirke.
Jeg længes efter forkyndelse om klima
Det er i et hjørne af folkekirken, hvor kirkerne godt nok er grønne. Men til hverdag, udenfor skabelsestiden, titter skaberværket – og vores rolle i det – kun forsigtigt frem i kirkebønnen. Gør det noget? Jeg går jo altid løftet fra gudstjenesten. Løftet, ja, men også med en dyb længsel efter forkyndelse og fællesskab om dét med natur og klima.
Den længsel er jeg ikke ene om, tror jeg. Sidste år viste en undersøgelse, at 3 ud af 4 oplever klimaforandringerne som truende eller farlige. Mon ikke de ville være glade for at høre det gode budskab fortolket ind i deres tvivl og bekymring?
Kirken er begyndt at tale om Håb i klimakrisen
Udenfor kirken, blandt aktivisterne og ”praktivisterne”, er der mange, som tror, at kristendommen stadig abonnerer på hersker-mandatet. Det vi fik i 1. Mosebog. Eller måske rettere af Descartes og hans tolkning af sagen. Men teologien og kirken står et helt andet sted i dag! Læs eller genlæs bare Ole Jensen og hans opgør med ”det brutale natursyn”. Eller følg teologerne på Center for Action og Contemplation (CAC) i USA. De ser forholdet til naturen som et kærlighedsforhold, hvor vi mennesker har en rolle, som både er praktisk og spirituel. En slags diakonal præsteopgave, fordi vi er ét med naturen. Og vi har evner og kunnen til at få alt andet liv til at blomstre og trives.
Dét får man ikke med sig, når man er på afstand af kirken! Så er det mere sandsynligt, at man går til buddhismen, for der er – heldigvis! – mange buddhister med en meget tydelig profetisk stemme. Ødelæggelsen af Jorden er ikke kun er et videnskabeligt og teknologisk problem, siger de. Det handler også om spiritualitet og åndelighed.
Kristendommen har et meget vigtigt budskab til dem, som søger det åndelige og spirituelle i en tid, som vækker uro og bekymring. Det bliver helt tydeligt i fastetiden frem mod Påske.
Vi er på vej mod Langfredag med uskyldig lidelse og død, for 2000 år siden og nu. Mennesker i fattige lande, som selv har et forsvindende lille klimaaftryk. Men lider under konsekvenserne af overforbrug og egoisme i rige lande som vores. Dyr og planter, hvis levevilkår forsvinder. Fordi vejr og klima ændrer sig, når du tager bilen til en tur, du kunne have cyklet. Og jeg køber plastikgaver til børnebørnene.
Det ender godt med eukastrofe
Men historien slutter jo ikke dér! Efter Langfredag kom Påskedag med opstandelsen. Ikke bare som en ufattelig, historisk begivenhed men som dét, der altid sejrer over mørket. Både vores eget og de kræfter i verden, som er ved at gøre fremtiden så meget sværere for mange. Ja, der kommer nok en tid med sammenbrud af meget af det, vi før har taget for givet. Måske også en katastrofe. Men så er det en katastrofe til det bedre, en ”Eukatastrofe”, som Tolkien kaldte den.
Dét er kristendommens store gave til de mange fremtids-bange. Det ender godt!
Et sprog med lys og en grøn bibel
”Vi har brug for et sprog, der kan sætte mørket i perspektiv”, skrev en klog præst – Benedicte Hammer Præstholm – forleden i vores lokale ugeblad. Det har vi nemlig, og det hjælper kirken os med. Når præsten i sin læsning af søndagens tekster tager afsæt i dét, der brænder på for hende. Og giver videre, hvad hun med Guds hjælp har bakset sig frem til.
Det giver god forkyndelse og mange flere grønne prædikener, hvis præsten lader sig inspirere af den gamle ”Green Bible” fra 1988. Der er nemlig alle afsnit, som taler til os om hvordan vi skal tænke og tale i miljøkrisen, markeret med grønt.
3. søndag i fasten er både dele af GT-teksten og Efeserbrevet grønne. ”Udadlelig skal du være overfor Herren din Gud” (5 Mos 18,13). Det lyder godt nok som moraliseren af den slags, vi ikke gider. Men bliver til noget andet, hvis det handler om vores gøren og laden overfor klima- og naturkrisen. Med etik og med ethos som i ”vær den bedste version af dig selv!”. Måske er den bedste version den mest kærlige? Dén, hvor vi bliver salt og lys i verden, fordi vi ved os elsket og velsignet og tør følge i Jesu fodspor?
For nylig hørte jeg faktisk en præst nævne både Trump og klima- og naturkrisen fra prædikestolen. Da jeg takkede hende bagefter, lo hun og sagde ”ja, nu bliver der nok mediestorm!”. For hun havde talt om noget, som også er stort politisk, og det må man ikke i kirken, vel?
Kirsten Lund Larsen var klar i spyttet forleden i Kristeligt Dagblad. Jo, man må! Der kan være situationer, hvor man er nødt til at tale ud fra evangeliet til politikere eller andre, som har mistet det moralske kompas.
Franciskaneren Richard Rohr fra CAC siger det endnu skarpere. Vi skal selvfølgelig lade politikerne om at være partipolitiske, men at være ikke-politisk findes ikke! Alt, hvad vi gør eller siger, bekræfter eller kritiserer status quo. Www.cac.org
Måtte mange flere præster løfte deres profetiske stemme mod ulykkerne, som rammer os og resten af skaberværket i øjeblikket og tale og skrive om den vision, som Gud ønsker og foretrækker for verden!
