Emil fra Lønneberg inviterer fattige på julefest. Da Emil fra Lønneberg hører, at de fattige på fattiggården ikke har mad til julen. Så henter han alle de fattige til Katthult og der bliver julegilde, så de tror de er i himlen.
JUL med Emil fra Lønneberg.
Julen begyndte ellers så godt for Emil fra Lønneberg. Ved julegudstjenesten i kirken sidder han stille som en mus. Og hans mor skriver i det kladdehæfte, hvor alle hans skarnsstreger ellers står optegnet side efter side:
“Drengen er egentlig god og from og laver i det mindste ingen skarnsstreger i Kirken.”
Ja julen begyndte så godt og fredeligt på Katholt.
Emils mor tænker på de syge og gamle. Hun pakker en kurv med julemad. Og Emil går op til fattighuset med den gode mad.
Julefreden nedsænker sig over Lønneberg. Sneen ligger tykt. Solen skinner og det er helt stille og fredeligt.
Anden Juledag er Emils Far og Mor til julegilde hos nogle naboer. Karlen Alfred passer Emil og lille Ida.
De har ikke været alene hjemme længe før Tumbe-Jokum kommer. Han er en af fattiglemmerne, der bor på Fattighuset i Lønneberg.
Tumbe- Jokum bo er meget ulykkelig – for al den gode julemad som Emils mor har sendt til fattighuset det var blevet spist af den gamle kone Kommandusen.
Hun sagde, at nogen havde stjålet en lille pølse, og hvis de ikke fortalte hvem det var, så blev det en juleaften i fattighuset som Guds engle ville græde over – og det blev det.
Ondskaben er kommet ind i verden
Kommandusen havde låst sig ind med al julemadden og ædt og ædt, mens de andre fattiglemmer knapt havde haft en sild på denne hellige aften.
Da Emil hører om denne uret, så bliver han vred, flintrende vred. Julefreden er brudt – ondskaben er kommet ind i verden. Og Emil opfyldes af en guddommelig vrede. Han vil gøre noget for de gamle der sidder spærret inde i julen. Han vil glæde de ensomme og bange.
En hel time sad han på brændekassen og tænkte, før han beslutsomt meddelte, at nu skulle der være julegilde – også for de gamle – og det blev der.
Emil bestemmer, at hvert eneste fattiglem i Lønneberg fattighus skal til Katholt. Emil er sikker på, at Guds engle vil klappe lige så meget i hænderne over det, som de før havde grædt, og at også hans mor vil blive glad.
Og som det altid går, når Emil får en ide ind i sit hoved, lykkes det
Virkelig. De tre får arrangeret et julegilde, som Katholt aldrig har set
magen til.
Julefest på Katholt
Det store ædegilde på Katholt. Kommandusen bliver lokket væk med udsigt til kager på nabogården, og de gamle fattiglemmer hentet til Katholt.
Hjemme på Katholt bliver hele spisekammerets indhold sat på bordet: Juleskinke og nisseøl, pølser og brunkål. Og kaffe og kager. Og alting bliver spist til sidste mundfuld. Det bliver Jul for alle.
Det er som at være i med ved det himmelske måltid i Paradis.
Ida bliver urolig igen, hun rykker Emil i ærmet og hvisker:
“Er du nu sikker på det ikke er en skarnsstreg, husk mor og far kommer hjem i morgen.”
Men Emil svarer roligt: De er såmænd tykke nok i forvejen. Det er da bedre at maden kommer, hvor den gør nytte.”
Og da alle fattiglemmerne er bragt hjem og til ro på fattighuset, har de haft den bedste dag længe … og sover alle ind med smil om læberne.
De havde også mærket, det var jul. Det var blevet jul med Emil, fordi Emil vidste, at man skal være god ved andre i julen.
Læs om Emil fra Lønneberg på Wikipedia
