Kirkens kald til omsorg. Resume af Hans Raun Iversens artikel Den eksistentielle vending og teologiens svar bragt i KIRKEN I DAG nummer 1 2026 af Kirkefondet.
Den eksistentielle vending – kirkens kald som deltagelse i Guds omsorg for verden
Vor tids gennemgribende kriser har skabt det, Hans Raun Iversen kalder en eksistentiel vending. Mange mennesker oplever ikke blot konkrete problemer, men en grundlæggende usikkerhed om selve livets mulighed og fremtid.
I denne sammenhæng spørger Hans Raun Iversen. Hvilken rolle kan teologi, liturgi og kirke spille i en tid, hvor verden opleves som uoverskuelig, sårbar og til tider håbløs.
Det centrale anliggende er, om kirken kan blive et rum for besindelse, forbundethed og håb – ikke ved at levere færdige svar, men ved at hjælpe mennesker til deltagelse i Guds omsorg for verden.
Eksistentiel uro som tidens grundvilkår
Artiklen indleder med en konstatering af, at kriser altid har præget menneskelivet. Det nye i vor tid er imidlertid krisernes karakter og deres samvirke. De opleves ikke som midlertidige eller afgrænsede, men som altomfattende og uløselige. Mennesker rammes af en uro, der rækker dybere end handlekraft og politisk reformvilje kan afhjælpe. Der er tale om en stemning, hvor håbet for fremtiden svækkes, og hvor oplevelsen af kontrol og orientering bryder sammen.
Gennem konkrete eksempler – udtalelser fra unge, forældre og præster – illustreres, hvordan denne uro trænger ind i hverdagslivet. Frygten handler ikke blot om konkrete trusler, men om en gennemgående fornemmelse af, at verden som stabil ramme for livet er ved at forsvinde. Denne stemning sætter nye vilkår for teologien: Det afgørende spørgsmål er ikke længere primært, hvad vi skal tro, men hvordan vi kan leve meningsfuldt i en verden, der opleves som truet.
Fra løsningsorientering til eksistentiel besindelse
I modsætning til tidligere krisetider – som fx den kolde krigs atomtrussel – mangler nutidens kriser klare politiske eller tekniske løsninger. Dengang kunne man forestille sig konkrete veje frem: afrustning, traktater, folkelige bevægelser. I dag står vi over for globale udfordringer, der ikke blot er komplekse, men vilde i den forstand, at de unddrager sig entydig styring og kontrol.
Syv globale kriser:
- voksende økonomisk ulighed,
- autoritære magthavere,
- nationalistiske krige,
- polariserede medier,
- teknologisk bagslag,
- accelererende fremmedgørelse,
- klima- og biodiversitetskrise.
Tilsammen skaber disse en situation, hvor mennesket ikke længere oplever sig som herre i eget liv og historie. Dette ændrer den åndelige temperatur i samfundet og kalder på nye måder at tænke ansvar, håb og fællesskab på.
To reaktioner: individualisme eller forbundethed
Over for denne situation identificerer artiklen to grundlæggende reaktionsmønstre. Den ene er en forstærket individualisme, hvor ansvaret for mening, lykke og håb placeres hos det enkelte menneske. Politiske og kulturelle slogans om selvansvar og personligt valg kan her virke hule og næsten kyniske i mødet med globale kriser, som ingen enkeltperson kan løse.
I sin yderste konsekvens fører denne individualisme til narcissisme og magtmani – en selvtilstrækkelighed, som ifølge artiklen kan genkendes hos autoritære ledere og økonomiske eliter. Denne vej fører ikke til frihed, men til fremmedgørelse og det, Luther kalder synd: menneskets indkrogethed i sig selv.
Den alternative reaktion er en erkendelse af, at individualismen har nået sit bristepunkt. Her vendes blikket mod forbundethed – ikke kun mellem mennesker, men mellem mennesket og hele skaberværket. Det er i denne sammenhæng, Sallie McFagues hengivelsens teologi bliver et afgørende teologisk svar.
Sallie McFague: Hengivelse og radikal forbundethed
McFagues teologi tager udgangspunkt i en dyb kritik af moderne vestlig tænkning, hvor mennesket har sat sig selv i centrum og behandlet verden som ressource. I stedet foreslår hun en radikal relationel forståelse af tilværelsen, hvor alt liv er indbyrdes forbundet, og hvor Gud ikke forstås som fjern hersker, men som nærværende i relationer, omsorg og kærlighed.
Hengivelse forstås her ikke som religiøs inderlighed eller selvudslettelse, men som en bevidst livsholdning, hvor mennesket erkender sin afhængighed og sit ansvar over for helheden. Det kristne liv består ifølge McFague i at lade sig forme af den samme bevægelse, som kendetegner Gud selv: en bevægelse ud mod verden i kærlighed og omsorg.
Artiklen forbinder dette med Jesu Kristi selvhengivelse og med Bonhoeffers ord om, at det ikke er religiøsitet, men deltagelsen i Guds lidelse i verden, der gør mennesket kristent.
I vor tids situation betyder det, at kristendom ikke primært handler om at bevare kirkelige former, men om at øve sig i solidaritet, sårbarhed og fælles ansvar.
Hvor er Gud? – deltagelse frem for religiøsitet
I forlængelse heraf peger artiklen på, at vor tids grundlæggende religiøse spørgsmål har ændret karakter. Hvor tidligere generationer spurgte: Hvem er Gud? eller Hvad er Gud?, spørger mennesker i dag: Hvor er Gud? Dette spørgsmål udspringer ikke af teoritørst, men af eksistentiel erfaring.
Teologisk tolkes denne søgen som et tegn på, at mange mennesker – ofte uden et eksplicit kristent sprog – orienterer sig mod værdier og erfaringer, der ligger tæt på kristentroens centrum: forbundethed, omsorg, ansvar og håb. Artiklen taler her om en ”Kristus-signatur” i tidens søgen. Gud erfaret ikke først og fremmest i dogmatisk klarhed, men i handlinger og relationer, hvor liv bevares og deles.
Grundtvig og skabelsesteologien
Denne eksistentielle vending forbindes videre med en skabelsesteologisk tradition, som især kendes fra Grundtvig. Her forstås Gud ikke kun som frelser i snæver forstand, men som livets ophav og opretholder. Gud mødes ikke blot i kirkerummet, men i det levede liv, i naturen, kulturen, sproget og menneskelige relationer.
Grundtvigs skabelsesteologi understøtter en forståelse af kristendom, hvor livet i verden har værdi i sig selv. Troen er ikke verdensflugt, men verdensengagement. Den naturlige religiøsitet, som Paulus taler om, indebærer, at Guds nærvær kan anes i skaberværket og i menneskets ansvar over for livet. Dermed giver Grundtvig et teologisk sprog for den eksistentielle erfaring af forbundethed, som præger vores tid.
Kirkens kald: deltagelse i Guds omsorg for verden
Artiklens konklusion er, at den eksistentielle vending ikke er et brud med kristendommen, men en mulighed for at genopdage dens dybeste kald. Kirken skal ikke primært være leverandør af religiøse svar eller moralske løsninger, men et rum, hvor mennesker kan øve sig i at leve med alvor, sårbarhed og håb.
Kirkens opgave er at skabe praksisser – liturgiske, sociale og teologiske – der viser, hvordan Guds omsorg allerede er virksom i verden, og hvordan mennesker kan tage del i den. Deltagelse i Guds omsorg betyder at leve relationelt, ansvarligt og med blik for hele skabningen.
I en tid, hvor meget synes at gå i opløsning, kan kirken dermed blive et tegn på, at livet stadig bæres – og at håb kan vokse i fællesskab.