Påske på DR i radio TV

Påske på DR i radio TV

Påske på DR i radio TV: overblikket over DR’s programmer i forbindelse med højtiden

DR har premiere på den ny dokudramaserie om ’Jesus – Guds søn’ og dokumentarserien ’Jonas genopstår’ i påsken. Her sender P2 en påskekoncert hver dag, ligesom der er gudstjenester på alle søn- og helligdage.

DR har i påsken premiere på serien ‘Jesus – Guds søn’, der sendes over tre år. Serien fortæller historien om Jesus Kristus fra fødsel til korsfæstelse og om den turbulente tid, han levede i. Foto: All3Media.

En af den kristne kirkes store højtider – påsken, står for døren, og det bliver noget, der kan mærkes på DR’s radio- og tv-kanaler, DR LYD og DRTV i den kommende tid.

Lytterne og seerne kan traditionen tro komme med til påskens gudstjenester eller høre eller se programmer, der på hver deres måde beskæftiger sig med påskens budskaber og Jesu død og opstandelse. Men der er også meget andet end det.

DR’s programmer om påske byder på et bredt udvalg af indhold på både lyd og TV. Målet er at give forskellige indgange til at markere påsken. Redaktionschef Ida Holten Ebbesen, DR Specialiseret Kultur og Tro

P2 Koncerten

’P2 Koncerten’ byder på påskerelateret musik ni aftener i træk fra palmesøndag til og med 2. påskedag. Samtidig er der premiere på to nye serier, der har fokus på den kristne tro og Jesus.

Det ene programserie er en dokumentarserie med titlen ’Jonas genopstår’. Serien handler om Jonas Petersen, der er sangskriver og forsanger i bandet Hymns from Nineveh, og om den nære forbindelse mellem Jonas’ kristne tro og hans musik.

Jesus – Guds søn portræt af Jesus i 12 afsnit

I påsken har DR ligeledes premiere på ’Jesus – Guds søn’, der er et dokudramatisk portræt i 12 afsnit om Jesus. De første fire afsnit handler om Jesus’ unge år, og serien bliver sendt over tre år, så der kommer fire nye afsnit i både påsken 2026 og 2027.

Mange indgange til påsken

– DR’s programmer om påske byder på et bredt udvalg af indhold på både lyd og TV. Målet er at give forskellige indgange til at markere påsken – uanset om man er troende og tæt knyttet til påskens budskab og ritualer, om man er nysgerrig og ønsker at lære mere om påskens baggrund og traditioner, eller om man på andre måder gerne vil fordybe sig i nogle af de stemninger og eksistentielle spørgsmål, der knytter sig til påsken.

Seerne og lytterne kan dykke ned i dokumentarer, gudstjenester, påskekoncerter og særlige påskeudgaver af faste programmer som ’Sangbogen’, ’Pilgrim’ og ’Bibelen Leth fortalt’. Derudover er det muligt at genopleve nogle af vores tidligere programmer om påsken på DRTV, såsom Børste og ’Frank & Kastaniegården’, siger redaktionschef Ida Holten Ebbesen fra afdelingen Specialiseret Kultur og Tro i DR.

Påskens gudstjenester på TV fra tre kirker

Langenæs Kirke i Aarhus.

I perioden fra palmesøndag den 13. april til 2. påskedag den 21. april sender DR påskens gudstjenester fra tre kirker – nemlig Virum Kirke, Humlebæk Kirke og Langenæskirken i Aarhus.

DR1 og DRTV sender palmesøndag og påskedag klokken 10.00 fra Virum Kirke – og begge gange er det med Kristian Tvilling som præst. Palmesøndag er temaet magt, og dagens gæst hos vært Sofie Østergaard er kirkeminister m.m. Morten Dahlin. Han fortæller, hvordan han i sit eget private liv forsøger at finde fred med alt det, han ikke selv kan kontrollere. Programmet kan også ses samme dag klokken 14.00 på DR2.

Påskedag – ligeledes klokken 10.00 på DR1 og DRTV og klokken 14.00 på DR2 – er livsstilsekspert Jacob Holst Mouritzen gæst hos vært Sofie Østergaard. Her er temaet genopstandelse og vækkelse fra en meget personlig vinkel.

Påske i radio

På radioens P1 og DR LYD sender gudstjenesten direkte palmesøndag og skærtorsdag klokken 10.03-11.00 fra Humlebæk Kirke – først med Hans-Henrik Ross og siden Mona Irene Høgh på prædikestolen.

Læs mere om radiogudstjenester med salmer, prædikant og kirker

Langfredag, påskedag og 2. påskedag på P1 og DR LYD klokken 10.03 er det Langenæskirken i Aarhus, der danner rammen om de direkte gudstjenester, og her er det alle dage med Simon Kangas som prædikant.

’Jonas genopstår’ – dokumentarserie’

Jonas Petersen fra Hymns from Nineveh. (Foto: © Julie Montauk / Grafik: Phoebus A. D. Moreleón)

Premiere på DRTV palmesøndag samt på DR2 palmesøndag og påskedag klokken 21.00

’Jonas genopstår’ er en dokumentarserie om psykisk sårbarhed og den nære forbindelse mellem Jonas Petersens kristne tro og hans musik.

Jonas Petersen er sangskriver og forsanger i bandet Hymns From Nineveh, som er kendt for deres dybe, personlige og spirituelle sange. Jonas Petersen står nu overfor at skulle spille sit livs vigtigste koncert i en af landets fineste koncertsale. Men hvordan finder han troen og håbet på, at det nok skal gå, når mørke skygger fra en depression, angst og stress står i vejen for ham?

’Jesus – Guds søn’ – dokudramatisk portræt i 12 afsnit, som sendes over påsken i tre år

Premiere på de fire første afsnit på DRTV den 17. april og fire søndage på DR2 fra den 20. april klokken 19.05.

DR har i påsken premiere på en ny, britisk dokudrama-serie, der har fået den danske titel ’Jesus – Guds søn’ efter oprindeligt den oprindelige titel ’Jesus – Crown of Thorns’. Serien fortæller historien om Jesus Kristus fra fødsel til korsfæstelse og om den turbulente tid, han levede i.

Serien starter i Judæa før Kristus. Mange jøder håber på en frelser. En, der vil redde dem fra det romerske imperium og Herodes 1. den Stores tyranni.

Da Maria føder drengen Jesus, får Herodes underretning om, at barnet er udvalgt til at blive en ny, stor hersker. Af frygt for at miste sin magt, beordrer han en massakre på alle nyfødte drengebørn. Men i en drøm bliver Josef advaret om det forestående blodbad, og derfor flygter den hellige familie til Egypten.

Serien får premiere på DRTV skærtorsdag, den 17. april, klokken 6.00, hvor alle fire episoder lægges ud. De fire episoder sendes herefter på DR2 hver søndag klokken 19.05 fra påskedag, søndag den 20. april.

Serien produceres løbende, og der kommer yderligere otte afsnit – fire i 2026 og fire i 2027.

Masser af påskemusik i ’P2 Koncerten’

Johan Reuter giver påskekoncert den 18. april. (Foto: © Framegrab)

Hver aften klokken 19.20 fra palmesøndag den 13. april til 2. påskedag den 21. april på P2 Koncertkalender: 13. april: Sebastianis Matthæuspassion P2 indvarsler påsken med en anden Matthæuspassion end Bachs, som du i øvrigt kan høre skærtorsdag. Det danske ensemble HemiDemiSemiConsort har kastet sig over Sebastianis passion, som også er baseret på Matthæusevangeliets påskefortælling, men som er skrevet cirka 50 år før Bachs. Johann Sebastiani: Matthæuspassion. HemiDemiSemiConsort. Jakob Bloch Jespersen, bas & musikalsk ledelse. (Frederiksborg Slotskirke 13. april).

14. april: DR Vokalensemblets Passionskoncert (fra 10. april i Trinitatis Kirke, København)

15. april: A Patchwork Passion – en musikalsk påskemosaik fra London Masser af komponister har skrevet påskemusik. Onsdag kan du få fortællingen om Jesu lidelse og død stykket sammen af musik der spænder over næsten 1000 år. Fra Hildegard von Bingen og Orlando Gibbons over Bach, Mendelssohn og Poulenc, til nulevende skabere som Judith Bingham og Roxanna Panufnik. BBC Singers. Martin Baker, orgel. Clive Myrie, fortæller. Dirigent: Nicholas Chalmers. (Milton Court Concert Hall 15. marts 2024)

16. april: Pärts Passion – nyere påskemusik. Performers for whole concert: Martinů Voices, Lukáš Vasilek, conductor.

17. april: Bachs Mattæuspassion, live fra Concertgebouw i Amsterdam

18. april: Jesu’ syv ord på korset af Haydn – med Johan Reuter som solist

19. april: Faurés Requiem + Poulencs Stabat Mater

20. april: Ars Nova, dirigent: Sofi Jeannin (fra Trinitatis Kirke 13. april)

21. april: Bachs Påskeoratorium (rekonstruktion) – A New Bach: Passion Oratorio | Il Gardellino | dirigeret af Alexander Grychtolik

Påsken i andre DR-programmer

DR Vokalensemblet synger ‘Se hvor nu Jesus træder’ i ‘Før søndagen’ den 12. april. (Foto: © Kristian Graven)

(Her er påsken en del af temaet – med forbehold for tilføjelser. Flere programmer kan komme til)

  • ’Bibelen Leth fortalt’ på P1 og DR LYD 3., 10. og 17. april klokken 11.03-12.00

* Hvornår blev Jesus født? den 3. april * Hvornår blev Jesus dræbt?” den 10. april * Den glemte påskefortælling – Peterevangeliet, den 17. april

  • ’Før søndagen’, DR1 lørdage klokken 18.50

Lørdag den 12. april (før palmesøndag): ’Se, hvor nu Jesus træder’- Katrine Muff og Mathias Hammer introducerer ugens salme, og DR Koncertkoret synger. Lørdag den 19. april (før påskedag): ’Påskeblomst! Hvad vil du her’ – Katrine Muff og Mathias Hammer introducerer ugens salme, og DR Pigekoret synger.

  • Ditlev & dæmonerne, P1 lørdage klokken 15.03

Særlig påskeudgave 19. april med forfatteren Jens Blendstrup, der i ny bog søger tilbage til sin fars opvækst og ophold på Herlufsholm for at forstå, hvorfor han blev den far, som han blev.

  • ’Pilgrim’, palmesøndag klokken 11.03 på P1

Sognepræst Simon Kangas Larsen og forfatter Lene Højholt fortæller om fastetiden og begivenhederne frem til korsfæstelsen som en liturgisk og eksistentiel rejse.

  • Hej P2 – direkte lytterinvolverende program mandag-fredag klokken 8.30-11.00
  • •Skærtorsdag den 17. april: Hvor finder du ro?
  • •Langfredag den 18. april: Dine bud på stille musik
  • ’Sangbogen – med Muff og Hammer’ – P2 klokken 18.03
  • •Palmesøndag den 13. april – sange om Jesus
  • •2. påskedag den 21. april – sange om farven gul
  • Siesta – musik i en stemning, P2 klokken 12.15
  • •Skærtorsdag den 17. april – om svigt
  • •Langfredag den 18. april – om smerte
  • Påskerelateret indhold på DRTV

På DRTV ligger der en del påskerelateret stof til både store og små. For eksempel ’Historiequizzen: Påske’, børneprogrammerne ’Ro på! Verdens værste påske’, ’Børste: Vi finder påskeæg’, ’Kreabix: Sødt påskepynt’ og ’Hvaffor en hånd: Påske’, ’ligesom både Søren Ryge og Frank på Kastaniegaarden kan ses i programmer om henholdsvis påskeliljer og påskelam. Gensyn på DRTV byder i år på programserien ’Fyn rundt i påsken’ fra 1965.

Husk søndag!

Få information om gudstjenester i kirker, på TV, radio, online.

Vi spammer ikke! Læs vores [link]privatlivspolitik[/link] hvis du vil vide mere.

Husk søndag!

Få information om gudstjenester i kirker, på TV, radio, online.

Vi spammer ikke! Læs vores [link]privatlivspolitik[/link] hvis du vil vide mere.