Et hjerte der skriger – prædiken

Et hjerte der skriger – prædiken

Et hjerte der skriger – en prædiken af sognepræst Ane Sofie Lindegaard, Sorgenfri kirke

Tema: Meningsløshed

Et hjerte der skriger TV-gudstjeneste

Salme 22 i Salmernes bog

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.
Jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet

Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!
Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.

Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv. Amen

Prædiken: Et hjerte der skriger

Min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Efterladt mig med Døden. Den står som en ulv i stuen – altid på spring. Ensomheden suser i knoglerne. De andre sidder bag lukkede døre, indhyllet i skærmens blå lys. Jeg er en forstyrrelse. En ubuden gæst. Raketterne skriger på den mørke himmel, selvom det er flere dage derpå. Som de sidste krampetrækninger af det år, der er gået – uendeligt langt og alligevel kort som et stjerneskud på himlen.

Heller ikke i dag kan jeg mærke mine drømme eller længsler. Min lyslampe kan ikke udvirke mirakler og dog har jeg stirret ind i den hele dagen.

Når jeg lukker øjnene for at finde hvile, kommer alt det jeg tabte krybende, og borer sig ind i alle mine hjerneceller.

Det falder fra hinanden. Som vand, der hældes ud. Et hjerte af voks. Det smelter og skriger. Et liv i opløsning. Livsbrikker der smuldrer.

Meningen kan falde ud af vores liv

Meningen kan falde ud af vores liv. Bare sådan. Uden at vi har mistet den, vi elsker. Uden at vi kan pege på nogen forklaring.

Det er ikke mærkeligt, at det kan ske, når vi mister. At intetheden trænger sig på, runger i stuerne, visker horisonten ud. Suger meningen ud af dit liv, fordi den du elsker – den, der gav stor mening til dit liv, er væk. Her er så tomt nu, siger de. Ja. Der er også meget fylde, der er forsvundet. Det giver mening selvom alt føles meningsløst. Uvirkeligt, som et vakuum af ingenting.

Jeg har jo fået i pose og i sæk

Og der i intetheden  bor sorgen også. Sorg som er alt andet en tomhed. Sorg er fylde – sorgen er kærligheden i sørgedragt. Og derfor er sorgen kontakt til det dyrebareste der findes, nemlig kærligheden.

Men hvad med den meningsløshed, der ikke kommer af et tab? Der, hvor du har mistet kontakt. Mistet kontakten til det hele. Der hvor skammen gnaver, for hvorfor kan jeg ikke mærke noget som helst, når jeg egentlig har det hele?

Jeg har jo fået i pose og i sæk. Jeg er vokset op i et land med demokrati og velfærd. Jeg har aldrig oplevet krig og sult. Jeg har altid haft det vigtige i et menneskes liv indenfor rækkevidde. Rejst ud i verden og oplevet, hvor hårdt andre har det, i modsætning til mig. Taget mig en gratis uddannelse. Men det hjælper ikke.

Jeg har fået mig en mand og to smukke sønner. De er raske. De er kloge. De er stærke. Og de udvikler sig med lynets hast. Lige præcis som de skal. Jeg skulle skamme mig – og det gør jeg.

Vi har det da fantastisk

Hver morgen går jeg ned og vinterbader og ser ud over det smukke hav med den vide horisont og årstidernes skiften, der maler himlen i alverdens flotte farver. På badebroen står mennesker i alle aldre med kroppe i alverdens udformninger og smiler og siger, at vi har det da fantastisk – Hvad mere kan man bede om? Ja! Hvad mere kan man bede om?

Jeg har et arbejde med søde kollegaer. Et godt arbejdsmiljø. Ingen korruption, for sådan er det ikke i mit land. Her kan man regne med staten, med politiet, med domstolene, med andre mennesker. Man kan lade den lille stå ude i barnevognen, fordi vi har tillid til hinanden. Fordi vi kan regne med hinanden.

Jeg burde være glad

Jeg burde være glad. Jeg burde være så skide glad. Men det er jeg ikke. Og jeg ved ikke hvorfor. Jeg mærker ikke glæden ved det jeg gør. Mit liv er blevet et fængsel. Fanget af noget jeg ikke ved, hvad er. Men det har stjålet min horisont og givet mig ligegyldigheden i bytte. Morgenen er værst. Jeg skal tvinge mig ud. Jeg ved, at jeg skal, for ellers er der noget meget dybt jeg kan falde ned i og der kender jeg ikke vejen ud. En hårs bredde fra at krølle mig sammen og sige farvel til lyset. Det eneste jeg virkelig ved er, at man slutter ikke sit liv her. Tanken gør mig flov.

Når jeg står på badebroen efter en tur i dybet og er kold helt ind i sjælen, er det ikke varme, der fylder mig ud. Det er kulden, der føles som elektrochok til hjernen, der giver en gnist af noget med kort levetid.

Min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Solen bryder pludselig igennem og de andre smiler og griner og siger: Hvad mere kan man bede om? Skammen trækker sit slimede spor hen over badebroen: Hvorfor helvede kan jeg ikke bare være glad og taknemmelig, for jeg har jo det hele, bare ikke mit humør.

Min mand sagde det også forleden: Kan du ikke bare være lidt glad!

Jeg råber om dagen, men du svarer ikke. Og om natten, men jeg finder ikke ro. Min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Amen

Et hjerte der skriger TV-gudstjeneste

En tanke om "Et hjerte der skriger – prædiken"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: