Kære konfirmander!

kære konfirmander!

At blive konfirmeret er at få et hjemsted …

KONFIRMATIONEN NÆRMER SIG
Tidligere biskop Niels Henrik
Arendt holdt meget af at undervise
konfirmander og gjorde sig mange
tanker om konfirmationen.
Her er, hvad biskoppen for nogle år
siden skrev til sine konfirmander:

Først vil jeg ønske konfirmanderne
hjertelig tillykke med den forestående
konfirmation. Jeg ved, at I glæder jer,
og det synes jeg er godt. Der er sikkert
nogle, der vil sige til jer, at konfirmation
bare er en gammel tradition, og
at konfirmanderne ikke har andet i
hovedet end gaverne. Jeg ved af adskillige
års erfaring, at så enkelt er det ikke.
Traditionen spiller en stor rolle, og det
gør gaverne naturligvis også; men det er
alle elementerne i konfirmationen, der i
virkeligheden går op i en højere enhed:
Den lange forberedelsestid, den kirkelige
højtidelighed, familiefesten, gaverne,
og følelsen af, at man på en eller anden
måde er nået til et vigtigt punkt i ens
tilværelse.

Konfirmationen er et holdepunkt i livet

Når det er sagt, vil jeg naturligvis gerne
betone, at det, der foregår i kirken, spiller
en helt central rolle. Uden den kirkelige
konfirmation ville festen ikke være den
samme, den ville miste sin begrundelse
og sin sammenhæng.

Gudstjeneste med liv 

I gamle dage

I gamle dage faldt konfirmationen på
et tidspunkt, hvor de allerfleste skulle
flytte hjemmefra. Langt hovedparten af
befolkningen gik i skole i 7 år og skulle
derefter ud i det praktiske liv, hvad enten
man fik en læreplads, blev ansat i huset
eller som medhjælper på en gård. Når
man skulle hjemmefra, var det vigtigt,
at man fik et holdepunkt. At man fik et
“hjem” med sig ud i verden. Konfirmationen
skulle give konfirmanden dette
holdepunkt. Holdepunktet bestod dels i
den kirkelige velsignelse, men også i, at
som regel faderen gav barnet nogle gode
råd med på vejen, som opsummerede
det, der havde været holdepunkterne i
hjemmet, i den hidtidige opdragelse.
I dag skal man ikke hjemmefra, når
man er konfirmeret. De allerfleste af jer
fortsætter endnu nogle år jeres skolegang,
og opbruddet fra hjemmet sker meget
mere gradvist, end det gjorde tidligere.

Hvor hører jeg til?

Alligevel er I kommet i en alder, hvor I
begynder at spekulere på, hvor I egentlig
hører til. De allerfleste konfirmander
kan godt lide at diskutere, og det er de
allerstørste spørgsmål, der bliver vendt
og drejet i konfirmandtimerne: Om hvad
man skal gøre ved det onde, og hvor det
kommer fra, om hvordan fremtiden bliver,
om man skal være bange for døden
eller ej. Disse og mange andre spørgsmål
bliver interessante netop i 14-15-årsalderen,
fordi I er begyndt at danne jer
jeres egen mening om tingene. I skal
finde jer et ståsted, og det er ikke uden
videre nemt. Selvom de fleste ender med
at opdage, at deres forældres holdninger
måske alligevel ikke var så skeløjede, er
man nødt til at prøve dem af, og det kan
være både spændende, men også ubehageligt.

I hører til hos Gud – uanset hvor i er

Konfirmationen betyder ikke, at
præsten eller kirken vil tage denne
opgave fra jer, men den vil fortælle jer,
at midt i denne “kamp med livet”, som
i virkeligheden ikke bare varer de næste
par år, men fortsætter så længe I lever,
har I alligevel et hjemsted. Uanset, hvor I
ellers kommer hen i verden og i jeres liv,
så hører I til hos Gud. Det er konfirmationens
betydning, den er en bekræftelse
af jeres dåb; det vil sige: Dåben gælder
stadigvæk, også i jeres voksne liv vedbliver
I at være Guds børn.

Et liv uden præstationer

Jeg kan i virkeligheden bedst forklare
det ved at bringe en lille tegneserie med
hunden Nuser:


Hunden Nuser lever et meget ubekymret
liv, det er derfor, den er lykkelig. Den
har ikke travlt med at skulle præstere et
eller andet eller opnå noget, og der stilles
faktisk ingen krav til den. Den er bare
til.
Til et menneske stilles der krav: Vi har
tit travlt med at bevise, at vi har ret til
at være med – her og der! Der vil blive
stillet masser af krav til jer i de kommende
år, efter min mening går det i
virkeligheden lidt for vidt. Men sådan
er det nu blevet at leve i den moderne
verden. Man skal kvalificere sig, man skal
bevise, at man har ret til at være med.
Men stillet over for alle disse krav kan
det være godt at få at vide, at et sted
kommer det ikke an på kvalifikationer.

At leve i tryg ubekymrethed

Ved konfirmationen får I at vide, at i
grunden har I lov at leve som Nuser – i
tryg ubekymrethed, i tillid til livet. I
behøver ikke at bevise, at I har ret til at
være her. Gud er på jeres side. Det er et
rygstød, som det kan være godt at have,
når alle andre vil se beviser, kvalifikationer,
karakterer og al den slags.

Kære konfirmander. Tillykke endnu engang da. Jeg er ikke
fri for at misunde jer en lille smule.
Niels Henrik Arendt

Please follow and like us: