Henrik Dons Christensen, Kirken i København
Vi møder sognepræst Mette Kathrine Grosbøll, der er med i dokumentarprogrammerne ‘Mit Livs Konfirmation’, som starter på TV2 i næste uge. Hun er præst i Sions Kirke, der ligger flot ud mod den travle Østerbrogade.
Om en måned er kirken fyldt til randen med unge mennesker på vej ind i de voksnes rækker, og det netop rejsen ind i voksenlivet, der er spændende, synes Mette Kathrine Grosbøll.
Hvorfor har du sagt ja til at medvirke i programmet?
– Jeg synes det er spændende at høre, hvilke overvejelser konfirmanderne gør. Hvilket forhold har de til kristendommen, og hvilken rolle har den i deres liv? Som præst er det jo svært at sige nej til at medvirke i det program, når det blandt andet berører temaet: Unge menneskers refleksioner og forhold til kristendommen.
Hvorfor er det vigtigt?
– Jeg oplever ofte, når jeg hører folk tale om konfirmation og unge mennesker, at der er en tendens til at tale dem ned. Mange siger, at konfirmander kun går op i pengene, festen og gaverne, og så bliver de kun konfirmeret for traditionens skyld. Men her i København, hvor det ikke er givet, at man skal konfirmeres, tager de unge aktivt stilling til konfirmationen.
– Det er jo vildt at give børnene det store valg på et tidspunkt i livet, hvor der sker så meget i deres hoveder og kroppe. Det er smukt at se et ungt menneske stille sig op til en gudstjeneste og blive døbt foran en hel masse mennesker, fordi det ikke blev det som lille. Jeg synes, det bør aftvinge respekt. Vi skylder konfirmander at tage deres overvejelser alvorligt og ikke nedskrive dem til hormonbomber, der kun tænker på gaver og det modsatte køn.
– Det er vigtigt at give de unge mennesker et religiøst sprog, så de kan sætte ord på deres spiritualitet og tro. Konfirmanderne er gode til at tale med deres bedsteforældre om de store ting i livet, men ikke så ofte med deres forældre. Jeg tror, at forældrenes generation, som også er min egen, har tabt deres religiøse sprog. Man kan jo ikke give et sprog videre til sine børn, hvis man ikke selv har et, men sproget – det har bedsteforældrene.
Hvad håber du som præst at få ud af dokumentarserien?
– Mange har en ide om, at konfirmationsundervisning er støvet, og hvis der er en præst, der skiller sig ud, så er det undtagelsen, der bekræfter reglen. Jeg håber, at befolkningen kan opdage, at undervisningen er meget mangfoldig, når de ser fem forskellige måder at lave undervisning på.
– Vi skal huske, at programmet ikke kun handler om folkekirken. Det handler om de unge menneskers liv. Det ville være dejligt, om programmet kunne vise kirken som en del af de unges tilværelse på et vigtigt tidspunkt i deres liv. Så behøver kirken ikke spille den altafgørende hovedrolle i programmet.
– Det er vigtigt, at vi ikke taler kirken ned, for vi må insistere på, at vi tilbyder noget til konfirmanderne, der er vigtigt. Noget der er livsvigtigt og alvorligt og ikke kun sjovt. De unge møder efterhånden kun platforme, hvor alt er sjovt og letfordøjeligt. Det er det ikke her i kirken. Men det kan være, at de om 20 år husker, at der findes et rum, hvor alt ikke er letfordøjeligt snask.
Ville du stille op igen?
– Jeg ville gøre det igen, så længe det er et ordentligt koncept. Jeg tager ofte snakken med mine præstekolleger om, hvor grænsen går, for sælger vi ud eller sørger vi for at være til stede et sted, hvor nogle af dem, vi normalt ikke har meget kontakt med, faktisk er? Jeg synes, det må afhænge af den enkelte præst og det enkelte koncept. Vi må snakke om – grundigt – hvad vores forventninger er, hvad vores rolle er, om vi kan stå inde for indholdet, og bliver det, som præster kan, brugt til noget? Vi skal overveje hver eneste gang, om vi er med til at bygge fordommene op, eller om vi nedbryder nogle af de mange fordomme, der er omkring kirken.