Allehelgen 2020. En præst, der arbejder på et sygehus, har fortalt denne oplevelse.
En dag blev jeg kaldt til sygehuset. Sygeplejersken syntes jeg skulle tale med en patient, som var nervøs og forvirret. Fru Hansen talte i vildelse om en stol, hun ikke kunne finde og en dør, der var lukket.
Det var tydeligt, at Fru Hansen lå for døden, men hun kunne ikke finde ro. For plejepersonalet lød hun forvirret, men for en præst, der kender sin salmebog, var det soleklart, hvad hun mente.
Når hun talte om stolen, tænkte hun på den stol, som salmedigteren Grundtvig skriver om i salmen ved dødslejet:
Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!O, lad mig i min sidste stund
det høre af din egen mund,
som ånd og liv kan tale,
hvor godt der er i Himmerig,
og at du stol har sat til mig
i dine lyse sale!
Når hun talte om den lukkede dør, kunne hun tænke på mange salmer, der taler om at døren lukkes op til Paradis.
O, han oplader på ny den dør
til glædens Paradis,
som længe for os stod lukket før,
ham være lov, tak og pris!
Og præsten fortalte videre: Jeg talte med hende og sagde, at døren er lukket op til Paradis, og der er sat en stol frem til dig. Du er ventet og du er velkommen.
Og da jeg havde sagt det, så faldt fru Hansen til ro og hun sov ind i en dyb og fredfyldt søvn.
Vågnet til live
Jeg tog hjem fra sygehuset, overbevist om at fru Hansen nu endelig havde fundet ro og var sovet ind, som man siger med et smukt udtryk for, at hun nu var død.
Næste uge, da jeg igen kom til sygehuset, gik jeg op på afdelingen og talte med personalet om fru Hansen. Jeg havde ventet de ville fortælle mig om hendes død, men en sygeplejerske sagde: du kan gå hen på stuen og tale med hende!
Og der sad fru Hansen op i sengen. Hun strikkede dækkeservietter med gule påskeliljer – det var op til påske – og hun så meget levende ud.
Ja, men fru Hansen, stammede jeg. Jeg troede du var sovet ind.
Ja, det var jeg også. Jeg var som død, og jeg så en lys tunnel med hvide engle og en Jesus, der ventede på mig. Det var så smukt og jeg blev så salig.
Men så kom jeg til at tænke på mit barnebarn, og jeg tænkte det vil jeg fortælle hende, og så vågnede jeg op igen.
Allehelgen 2020. Gud: I er velkomne!
“Salige er de fattige”, lyder det i den tekst, vi hører til i dag.
Salige er de, der sørger, salige er de sagtmodige, salige er de fattige i ånden.
Ordet “salig” oversættes ofte med ordet lykkelig. Men den oversættelse synes jeg ikke er så god, for specielt lykkeligt er det jo ikke at sørge eller at være fattig i ånden.
Jeg vil derfor i stedet gribe tilbage til den hebræiske rod af ordet, som også kan betyde at være hilset eller at være velkommen.
Vælger vi den oversættelse kommer sætningerne til at lyde som følger:
“Velkomne er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Velkomne er de, der sørger, velkomne er de sagtmodige, dem der sulter og tørster osv. “
Jeg synes næsten, man kan se for sig, hvordan Gud slår himmerigets porte op, så lyset strømmer ud og siger: velkomne er I alle sammen!
NYE VEJE
Sidste år cyklede jeg sammen med nogle venner i Holland og Belgien, for at besøge de steder hvor maleren Vincent Van Gogh arbejdede. I Belgien så vi kulminerne. Her arbejdede Vincent som præst. Han forsøgte at forkynde et håb for de fattige. Da han blev fyret, besluttede han at forkynde håb gennem sine malerier.
I år skulle vi havde fortsat cykelturen i Sydfrankrig, men det blev aflyst pga. Corona – som så meget andet.
I Frankrig malede Vincent van Gogh kort før sin død et maleri, hvor motivet er en Hvedemark med krager.
Vi ser en gul hvedemark – stråene malet med tykke strøg – stritter til alle sider.
Det er vildt. Vi ser en vej der går til venstre og en der går lige ud. De ender tilsyneladende blindt. Men ser vi nøje efter, kan vi ane, at den ene vej slår et sving og går til himlen.
Over marken hænger mørke uvejrsskyer og nogle sorte krager, dødens dystre fugle.
Nogle ser håbløshed: Der er ingen vej længere. Og de mener, at Van Gogh så sådan på sit liv og derfor tog han livet af sig.
Men da jeg viste billedet ved et foredrag, så var der en tilskuer, der udbrød, men der er jo en engel. Hun så en engel i skyerne for enden af vejen.
Og når vi læser Vincent van Goghs breve, så kan vi læse at den stærke gule farve i hans malerier er et symbol på Guds tilstedeværelse.
Maleriet kan altså både pege på mørke, men også på håb og nyt liv, vi kan ane i himlen.
Vi håber på noget, vi ikke kan se tydeligt.
Vores håb er dunkelt og uklart, som hvedemarken og himlen på billedet.
Utydeligt og som et håb, der ikke selv ved hvad det egentlig håber på – men som dog håber.
DET KRISTNE HÅB
Hvis det er dunkelt og uklart, så er det, som når Paulus skriver: Endnu ser vi et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt,
Men en dag – siger Paulus – og det er hans billede på håbet:
En dag skal vi se Gud ansigt til ansigt.
Og den dag vil vi forstå fuldt ud.
Den dag vil vi forstå fuldt ud. Fordi vi den dag vil blive fyldt af Guds herlighed.
Indtil da må vi leve i håbet og i bønnen om, at vi må se et lys i mørket.
Amen
Allehelgen 2020 på folkekirken.dk
