Jesper Moll
Folkekirkens Nødhjælp har to præster i medarbejderstaben. De arbejder med de etiske problemstillinger, som nødhjælpsorganisationer ofte står midt i både internationalt og herhjemme. Den ene, Birthe Juel Christensen formidler nødhjælpsarbejdet og dets dilemmaer til bl.a. danske præster og menighedsråd.
– Man bruger især os præster, når man skal arbejde med vores værdigrundlag. For hvad betyder det at være en folkekirkelig og kristen organisation? Det spørger menigheder, omverdenen og nye medarbejdere os om, og jeg er derfor også med til at introducere nye kolleger til værdier, vi står på.
Birthe Juel Christensen regner diakoni, altså kirkes sociale arbejde, som en af grundpillerne i folkekirken.
– Folkekirkens Nødhjælp er ikke missionerende i sit arbejde, men en diakonal organisation, der hjælper og skaber håb for verdens mest udsatte. Vi har et diakonalt mandat, plejer jeg at sige. Herhjemme har vi en række organisationer som Kirkens Korshær og Blå Kors, der arbejder med fattige og udsatte mennesker i Danmark, og Folkekirkens Nødhjælp har så mandatet til at arbejde internationalt. Men hvor diakoni er et fremmedgørende ord for mange, er der større forståelse for at tale om næstekærlighed, mener hun.
Næstekærlighed og ansvar
Mange forstår umiddelbart næstekærlighed og kan igennem den relatere sig til diakoni som fællesskabets ansvar for at hjælpe. Lige fra begyndelsen i 1922 har Folkekirkens Nødhjælp hvilet på et folkekirkeligt grundlag.
– Vi står på to værdisæt, et humanitært og et kristent, og det har vi gjort i alle årene. Vi lægger vægt på, at vi alle er født lige, som menneskerettighederne siger, og i kristendommen får vi endnu et perspektiv med: Vi er alle skabt lige. Det betyder, at vi ikke kan sætte skel mellem mennesker. Vi skeler ikke til religion, etnicitet og køn i vores arbejde, og vi ser alle som ligeværdige.