Gravidsamtaler skaber nærvær

Mia Leth Frisch Hviid

Over hundrede kvinder har siden 2014 deltaget i gravidsamtaler i Frederiksholm kirke hos sognepræst Helene Ferslev. På baggrund af forskning som viser, at en graviditet sætter gang i en omfattende refleksionsproces i forbindelse med det at skulle være forælder, tog forskningschef Henrik Norholt i samarbejde med Helene Ferslev initiativ til at lave materiale om gravidsamtaler til landets præster. Og erfaringen viser, at gravidsamtalerne dækker et stort behov hos de gravide kvinder for at kunne tale frit om følelser og tanker i graviditeten og stort set ingen deltagere er faldet fra forløbene.

Danielle Søndergaard er en af dem. Hun er specialestuderende og førstegangsgravid, og efter at have hørt godt om forløbet hos Helene fra en tidligere deltager har hun nu selv deltaget i halvdelen af samtalerne. Hun genkender i den grad behovet for at tale med ligesindede:

– Vi kan tale om grundlæggende identitetsspørgsmål og det mere dybtliggende. Her kommer det enkelte menneske i centrum. Og det betyder virkelig meget at italesætte det, man går og tænker på, også uden at blive dømt. I kirken er der plads til både sorger og glæder. Og jeg er mere rolig og afklaret, fordi jeg kan tale med andre i samme situation, siger Danielle Søndergaard.

Danielle fortæller, at samtalerne bl.a. har lært hende at flytte fokus fra samfundets normer og forventninger og i stedet være taknemmelig for det, hun har, og for overhovedet at være gravid. Men hun peger også på, at gravidsamtalerne i kirken udfylder et stort behov for netop at tale med nogen om det man står midt i og overfor.

– Vi føler os alene i systemet. Der er ikke rigtig nogle tilbud i byen og der er næsten ingen at snakke med.  Der mangler tilbud, hvor man kan tale om tanker i forbindelse med graviditeten og om det at blive en familie, siger Danielle Søndergaard.

SE MERE: Video: ‘Livet blev større, da jeg blev mor’

Nedskæringer skaber behov for omsorg

Helene Ferslev mener også, at nedskæringer i de offentlige tilbud til gravide er en del af forklaringen på tilslutningen til gravidsamtalerne i kirken.

– Når sundhedsvæsnet må gennemgå nedskæringer er det vigtigt, at kirkerne viser, at de er der. Omsorgen for de gravide er vigtig og jordemødre og læger har ikke de samme muligheder. Til gravidsamtalerne er der ro til at blive lyttet til, siger Helene Ferslev.

Og Helene peger på, at kirkerummet fungerer særligt godt til at skabe rammen for den omsorg og samtale, som de gravide har brug for. For der er både symbolsk og bogstaveligt højt til loftet.

– Kirkerummet er et sted, hvor man kan tale om alt. Det rummer alle facetter af livet, både det glædelige og smertefulde. Kvinderne kan få lov til at sige tingene højt, også de svære og ’forbudte’ tanker, siger Helene Ferslev.

LÆS MERE: Tro, tvivl og traditioner

Store refleksioner i og efter graviditeten

Da Henrik Norholt, som er PhD og forskningsleder inden for småbørnspsykologi og familiedannelse, havde skitseret den nyeste forskning på området og præsenteret muligheden for et forløb med gravidsamtaler i folkekirken takkede Helene Ferslev ja til samarbejdet.

– Gravidsamtaler i kirken er nemlig i tråd med det sjælesorgsarbejde, som folkekirken allerede udfører, fortæller Helene Ferslev.

Henrik Norholt præsenterede en forskning som viser, at en graviditet sætter gang i en refleksionsproces hos den gravide kvinde, hvor tanker om egen fortid, nutid og fremtid rører på sig. Særligt tanker om ens egen forældrerelation, det at være gravid og det at skulle være mor er omdrejningspunkterne. Helene Ferslev og Henrik Norholt så derfor et tydeligt behov for at tilbyde gravide kvinder samtaler for at støtte op omkring refleksionsprocessen og dermed forberede dem bedst muligt på deres nye identitet som forælder.

3TILBUD-ANNONCE