Jesu Apostle

Jesu ApostleAnmeldelse af Niels Jørgen Langkilde

Erik Bjerager: På sporet af apostlene. En rejse i hjertet af den tidligste kristendom. Kristeligt Dagblads Forlag, 2024, 248 sider.

Den ældste kristendom er uhyre interessant at beskæftige sig med, men svær, for der er så mange huller i vores viden. Mange gode og fromme mennesker har prøvet at fylde hullerne ud, og ikke alle har været oplært i kildekritik.

Kristeligt Dagblads nu forhenværende chefredaktør Erik Bjerager har sat sig som opgave at besøge virkelige eller påstående apostelgrave. I en længere artikelserie i Kristeligt Dagblad har man kunne følge Erik Bjeragers rejser. De er nu i udvidet form blevet en bog. Interview med en lokal præst, interviews med besøgende er en fast del sammen med en udredning af nogle af de mange legender og skrifter om apostlene.

Bogen er uhyre velskrevet, fotografier af stederne, kirkerne og malerier er ligeledes i høj kvalitet. En solid litteraturliste kan lede interesserede videre ligesom besøgene bestemt inspirerer til ikke kun at gå i apostlenes fodspor, men også i Erik Bjeragers.

Jesu apostle – apostel for apostel

I bogen er det forsøgt udredt apostel for apostel, hvor de er omtalt i Den ny Testamente. De forskellige lister over apostlene i Det ny Testamente er ikke ganske ens, så en guide er meget fin. Men en samlet oversigt i skematisk form ville jeg anbefale at tilføje i et nyt oplag af bogen.

Forfatteren er nøgtern protestant, der ikke lader sig forføre af relikvierne af apostlene, men det noteres flittigt, hvilke kirker, som har hvilke dele af de enkelte apostle. Der er givetvis mange flere, for en række kirker har uhyre omfattende relikviesamlinger.

Gennemgående er der en god forklaring på de forskellige kirkesamfunds opfattelse af de enkelte apostles historie. Apostlenes apostel, Maria Magdalene, indleder bogen. Her kunne de forskellige kirkesamfund meget forskellige opfattelse af hende med stor fordel have været uddybet.

Bogen har mange gode observationer, f.eks. om Judas Iskariots forræderi, som kilde til en stor del af kristenhedens antisemitisme.

Mange danske kirker har de 12 apostle i afbilledet i et middelalderligt alter eller som opstillede figurer. Københavns Domkirke med Thorvaldsens apostle er nok det kendteste eksempel, men der er mange andre. Kirkebladsredaktører kan med fordel med baggrund i denne bog fortælle apostlenes historie en for en.

Man kan stadig forundres over, at denne gruppe apostle kunne skabe en verdenskirke. Vel var Paulus en meget stærk primus motor, men alligevel er der mange gåder i den voldsomme kirkevækst.

Vor tids headhuntere havde næppe sat det hold, men apostlene bredte evangeliet langt ud i Verden. Også til steder er nu mistet for kristenheden, og det skjuler forfatteren ikke det triste ved. Ikke mindst de kristnes voldsomme problemer med Tyrkiet fylder. Erik Bjerager er endelig lidt trist over det beskedne antal deltagere i en række af apostelgravkirkernes gudstjenester. Det samme mødte givetvis apostlene, men det blev alligevel en verdenskirke. Antal betyder noget, men ikke alt.