Migranter accepterer ikke afskaffelsen af St. Bededag
af Svend Løbner
Måske kan kristne migranter inspirere os til at vi alle holde vores egen lille bededag ved blot at være til stede i nuet – for os selv, for vores nærmeste og for de mennesker, vi møder på vores vej?
Store Bededag er afskaffet, men det accepterer nytilkomne migranter ikke. Anført af deres præster inviterer de til særlige gudstjenester i Aarhus og København St. Bededag. Her går de sammen for at bede for deres nye værtsland, Danmark.
Helt modsat den dominerende politik, der ønsker indvandrere så langt væk som peberet gror. Og helt modsat regeringens overfladiske fokus på økonomi. Afskaffelse af en helligdag giver en ekstra arbejdsdag og skulle efter sigende øge omsætningen i dansk økonomi og dermed overskud på betalingsbalancen.
Jeg er ikke økonom. Blot ved jeg, at der finder andre værdier end penge. Nemlig trivsel for den enkelte og sammenhold i alle relationer.
Nye borgere insisterer på livet
De værdier demonstrerer vores nye borgere fra syd, øst og vest, der insisterer på fællesskab om det mest essentielle i livet: At leve i nuet, at knytte forbindelse til noget større end én selv, at række ud til ens medmennesker.
Det er almindeligt at have et ambivalent forhold til bøn. Vi beder ikke til daglig, måske kun et fadervor inden vi skal sove, men når sygdom, lidelse og død banker på, sender vi alligevel nogle tanker opad i universet.
Måske skal vi lade vores nye medborgere inspirere os. De kommer fra lande, hvor de fleste er troende, og de praktiserer åbent og naturligt deres tro både hjemme og ude i det offentlige rum. Og mange af dem har gennemgået så store lidelser under flugten, at bøn var den eneste måde at opretholde nogenlunde mental balance.
Bøn er at være til stede i nuet
Men hvad gør vi etniske danskere så, os, der hidtil har brugt bededagen til at luge ud i vores blomsterbede? Måske kan franciskanermunken Richard Rohr inspirere. Han siger, at bøn er at være til stede i nuet. Fordi Gud er til stede i nuet, og evigheden opleves i øjeblikke, møder vi helt naturligt det guddommelige, når vi standser op og er til stede lige dér, hvor vi er, i den tidslomme, vi lige nu befinder os i.
Som da jeg kiggede ned i gulvet i en lufthavnsterminal og læste: ”Hvis du ikke er her, så gå derhen, hvor du er, så vil jeg møde dig dér!”
Måske kan vi alle holde vores egen lille bededag denne fredag ved blot at være til stede i nuet – for os selv, for vores nærmeste og for de mennesker, vi møder på vores vej?
Det kan vores nye venner i hvert fald inspirere os til!