Klimahåb og Martin Lönnebo. Nordlyset – den svenske profet Martin os i april 2023. Han var en lysende stjerne på den nordiske himmel. Han gav os livsmod og håb med lysene i Lysgloben og perlerne i Kristuskransen.
Lyset i 1968
Martin Luther King Jr. blev dræbt 3 måneder før han skulle tale ved Kirkernes Verdensråd i Uppsala. Et had havde slukket et håb. Men et lille lys blev tændt igen. Den 38-årige præst Martin Lönnebo fik ideen til et forsonings træ. En kunstner lave en stor lysestage af smedejern. Den lignede en jordklode og der var plads til mange levende lys. Lysene blev tændt af børn, præster og patriarker på Verdensmødet. Det blev vist i fjernsynet og lyset spredte sig, først i Sverige og senere i Europa. Kilde Ann Kristin Van Zijp Nielsen i Tørst sommer 2018. Areopagos.
Lysgloben kom også til Danmark med nogen forsinkelse. Tidehvervske præster gjorde modstand. F.eks. provst Lilleør i Nyborg, der ved et kirkesyn i Hesselager kirke, så lysgloben og udbrød: Er den til at tænde cigaren ved?
Vil jorden og sjælen overleve?
Stefan Edman og Martins brevveksling om jordens feber blev udgivet i en bog i 2018. Trods dystre prognoser holdt forfatterne fast i håbet som en livsvigtig indre kraft. Det kan holde os i gang, selvom det ser umuligt ud.
Kirkefaderen Augustin siger: Størst er håbet, medens Paulus holder kærligheden for det største. Augustin fortsætter: Håbet har to smukke døtre: fornuften og modet. Fornuft så det, som ikke bør ske, holder op med at ske. Og mod, så at det der bør ske, kan ske.
I en analyse af tiden skriver Martin: Vi har fået flere penge, men færre grin, sørgeligt! Jo rigere vi bliver, desto mere stjæler vi af jordens skatte, vi æder af fremtiden, skyld!
Brevskriverne trækker mange forbilleder frem. Frans af Assisi kan lære os at forstå naturen med hjertet. Vi skal huske Dostojevski, som sagde: hvis Gud ikke findes, så er alt tilladt! Og han sagde også: Kun skønheden kan frelse verden, hvormed han mente: Kun i livslysten, aldrig i skræmmekampagner findes drivkraften til forandring. Verden behøver en ændring af sindelaget.
Skal vi bekymre os?
Bekymringsløshedsperlen i Kristuskransen er blå som vemodig blues. Vi ser billedet at et træt menneske, der bærer på en tung rygsæk fyldt med bekymringer. Sækken er tung! Så siger Kristus til dig: Kom til mig, du som er tynget af byrder. Så skal jeg bære dem.
Og du stiller så sækken, åbner den og ser ned i den, og skammer dig. Du var sikker på, at der egentlig var meget mere i den.
Har du slæbt på noget unødvendigt, på bekymringer, der ikke går i opfyldelse? Det du troede ville ske. Men det som har været findes ikke mere, og det som kommer, er endnu ikke til.
I bogen spørger Stefan Edman, om Martin virkelig mener, at vi ikke skal bekymre os. Da svarer Martin: Nej. Som en erfaren præst ved han, at når mennesker er fyldt med sorg, så hjælper ingen trøst. Så skal præsten bare være uden at sige noget, der ligesom Jobs venner. Overfor børn, som er lammede af bekymring når de hører om klimakatastrofer, da hjælper ikke ord -kun knus og kram.
Om sin død
Martin fortæller Stefan, at han har købt en elbil. Du synes måske det er mærkværdigt, at jeg har skiftet bil, nu jeg snart skal forlade den jordiske trafiksektor, med de som kommer efter os behøver fiffige løsninger.
Håbet er at vi er i Guds hænder
Martins håb kommer til udtryk i den første og sidste perle i Kristuskransen, nemlig Gudsperlen. Den lyse Gudsperle viser vej til skatten.
Du är gränslös
Du är näraDu är ljus
och jag är din
Håb for klima – En grøn kirke konference i 2018 med vægtige foredrag om Moltmann , skabelsesteologi m.fl.