Martin Lönnebo er død. Den svenske biskop fik ideen til Lysgloben. I 1968 døde Martin Luther King. Kort efter holdt Kirkernes Verdensråd generalforsamling i Uppsala. Martin Lönnebo ville, at man mindede Martin Luther King. Så fik han ideen at der skulle tændes lys. Kunstneren Olof Hellström udførte skulpturen Folkeforsoningens træ. Man kunne sætte lys i træet.
Lysgloben blev udbredt i Sverige. Senere i Danmark med nogen forsinkelse. Tidehvervske præster var modstandere. F.eks. provst Lilleør i Nyborg. Ved et kirkesyn i en kirke med lysglobe udtalte han: Er det til at tænde cigaren ved?
Men Lysgloben vandt indpas ligesom Kristuskransen. Den evangeliske bedekrans er nu elsket – også i det konservative Danmark.
Kristuskransen er en redningskrans. Den eneste opgave, en redningskrans har, er at være ved hånden – i det tilfælde at der bliver brug for den.
Forestil dig, at du kaster en redningskrans over en mand, som roligt spadserer sig en tur i en park.
Hvad ville der ske?– Manden bliver forskrækket.
– Og derefter måske vred.
Men hvis han en vinterdag falder i havnen, og du kaster en redningskransen ud til ham?– Manden bliver ovenud lykkelig.
Kristuskransen er en redningskrans for sjælen.
For sjælen gælder de samme regler som for kroppen.
Du er grænseløs. Du er nær. Du er lys og jeg er din. Martin Lönnebo er død, men hans ord lever i os.
/